关于知识产权 知识产权培训 树立尊重知识产权的风尚 知识产权外联 部门知识产权 知识产权和热点议题 特定领域知识产权 专利和技术信息 商标信息 外观设计信息 地理标志信息 植物品种信息(UPOV) 知识产权法律、条约和判决 知识产权资源 知识产权报告 专利保护 商标保护 外观设计保护 地理标志保护 植物品种保护(UPOV) 知识产权争议解决 知识产权局业务解决方案 知识产权服务缴费 谈判与决策 知识产权合作 创新支持 公私伙伴关系 人工智能工具和服务 组织简介 在产权组织任职 问责制 专利 商标 外观设计 地理标志 版权 商业秘密 知识产权的未来 WIPO学院 讲习班和研讨会 知识产权执法 WIPO ALERT 宣传 世界知识产权日 WIPO杂志 案例研究和成功故事 知识产权新闻 产权组织奖 企业 妇女 高校 土著人民 司法机构 青年 审查员 创新生态系统 经济学 金融 无形资产 全球卫生 气候变化 竞争政策 可持续发展目标 遗传资源、传统知识和传统文化表现形式 前沿技术 移动应用 体育 旅游 音乐 时尚 PATENTSCOPE 专利分析 国际专利分类 ARDI - 研究促进创新 ASPI - 专业化专利信息 全球品牌数据库 马德里监视器 Article 6ter Express数据库 尼斯分类 维也纳分类 全球外观设计数据库 国际外观设计公报 Hague Express数据库 洛迦诺分类 Lisbon Express数据库 全球品牌数据库地理标志信息 PLUTO植物品种数据库 GENIE数据库 产权组织管理的条约 WIPO Lex - 知识产权法律、条约和判决 产权组织标准 知识产权统计 WIPO Pearl(术语) 产权组织出版物 国家知识产权概况 产权组织知识中心 全球无形资产投资精要 产权组织技术趋势 全球创新指数 世界知识产权报告 PCT - 国际专利体系 ePCT 布达佩斯 - 国际微生物保藏体系 马德里 - 国际商标体系 eMadrid 第六条之三(徽章、旗帜、国徽) 海牙 - 国际外观设计体系 eHague 里斯本 - 国际地理标志体系 eLisbon UPOV PRISMA 调解 仲裁 专家裁决 域名争议 检索和审查集中式接入(CASE) 数字查询服务(DAS) WIPO Pay 产权组织往来账户 产权组织各大会 常设委员会 会议日历 WIPO Webcast 产权组织正式文件 发展议程 定制化倡议与项目 合作论坛与对话 创新、创意和发展加速计划 知识产权影响力 国家知识产权战略 合作枢纽 技术与创新支持中心(TISC) 技术转移 发明人援助计划(IAP) WIPO GREEN 产权组织的PAT-INFORMED 无障碍图书联合会 产权组织服务创作者 WIPO Translate 语音转文字 分类助手 成员国 观察员 总干事 部门活动 驻外办事处 工作人员职位 附属人员职位 采购 成果和预算 财务报告 监督
Arabic English Spanish French Russian Chinese
法律 条约 判决 按管辖区浏览

商标法合并本(2016年3月1日第192号), 丹麦

返回
被取代文本。  转至WIPO Lex中的最新版本
详情 详情 版本年份 2016 日期 生效: 1992年1月1日 议定: 1991年6月6日 文本类型 主要知识产权法 主题 商标, 地理标志, 厂商名称, 竞争, 知识产权及相关法律的执行, 知识产权监管机构

可用资料

主要文本 相关文本
主要文本 主要文本 英语 The Consolidate Trade Marks Act (Consolidate Act No. 192 of March 1, 2016)         法语 现行文本无此语言的版本。提供的较早版本供参考(1997年)。       丹麦语 Bekendtgørelse af varemærkeloven (LBK nr 192 af 01/03/2016)        
 
開啟 PDF open_in_new
Bekendtgørelse af varemærkeloven (LBK nr 192 af 01/03/2016)
 Lovtidende

Bekendtgørelse af varemærkeloven1)

Herved bekendtgøres varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 109 af 24. januar 2012, med de ændringer, der følger af § 4 i lov nr. 1387 af 23. december 2012 og § 30 i lov nr. 639 af 12. juni 2013.2)

De ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 309 af 28. marts 2015 om ændring af varemærkeloven, designloven, patentloven og lov om brugsmodeller (Styrket indsats mod piratkopiering ved etablering af en håndhævelsesenhed m.v.), er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da tidspunktet for ikrafttræden af disse ændringer fastsættes af erhvervs- og vækstministeren, jf. § 5, stk. 2, i lov nr. 309 af 28. marts 2015.

Kapitel 1 Almindelige bestemmelser

§ 1. Personer og virksomheder kan efter bestemmelserne i denne lov erhverve eneret til varemærker (varemærkeret). Ved varemærker forstås særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller agtes benyttet i en er- hvervsvirksomhed.

Varemærkers form

§ 2. Et varemærke kan bestå af alle arter tegn, der er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders, og som kan gengives grafisk, navnlig 1) ord og ordforbindelser, herunder slogans, personnavne,

firmanavne eller navne på faste ejendomme, 2) bogstaver og tal, 3) figurer og afbildninger, eller 4) varens form, udstyr eller emballage.

Stk. 2. Der kan ikke erhverves varemærkeret til tegn, som udelukkende består af enten en udformning, som følger af varens egen karakter, en udformning af varen, som er nød- vendig for at opnå et teknisk resultat, eller en udformning, hvorved varen får en væsentlig værdi.

Stiftelse af varemærkeret

§ 3. Varemærkeret kan stiftes enten 1) ved registrering af et varemærke i overensstemmelse

med reglerne i denne lov for de varer eller tjenesteydel- ser, som registreringen omfatter, eller

2) ved ibrugtagning af et varemærke her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er ta- get i brug, og for hvilke det vedvarende anvendes.

Stk. 2. Der kan ikke ved brug stiftes rettigheder til et vare- mærke, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra registre- ring.

Stk. 3. Har mærket ikke fornødent særpræg ved ibrugtag- ningen, stiftes retten først, når og for så vidt der skabes sær- præg gennem mærkets anvendelse.

Varemærkerettens indhold

§ 4. Indehaveren af en varemærkeret kan forbyde andre, der ikke har dennes samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af tegn, hvis 1) tegnet er identisk med varemærket, og de varer eller

tjenesteydelser, for hvilke tegnet er taget i brug, er af samme art som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er beskyttet, eller

2) tegnet er identisk med eller ligner varemærket, og vare- rne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art, såfremt der er risiko for forveksling, herunder at det antages, at der er en forbindelse med varemærket.

Stk. 2. Uanset begrænsningen i stk. 1 til varer eller tjene- steydelser af samme eller lignende art kan varemærkeinde- haveren dog forbyde brugen også for varer eller tjeneste- ydelser af anden art, hvis varemærket er velkendt her i lan- det, og brugen ville medføre en utilbørlig udnyttelse af vare- mærkets særpræg eller renommé eller skade særpræget eller renommeet.

Stk. 3. Som erhvervsmæssig brug skal navnlig anses 1) at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage,

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004 nr. L 195, s. 15).

Lovtidende A 2016 Udgivet den 4. marts 2016

1. marts 2016. Nr. 192.

Erhvervs- og Vækstmin., Patent- og Varemærkestyrelsen, j.nr. 16/00060

BP001579

2) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller op- lagre dem med dette formål eller at tilbyde eller præste- re tjenesteydelser under det pågældende tegn,

3) at importere eller eksportere varerne under det pågæl- dende tegn, eller

4) at anvende tegnet på forretningspapirer og i reklame- øjemed.

Begrænsninger i indehaverens rettigheder

§ 5. Indehaveren af en varemærkeret kan ikke forbyde, at andre i overensstemmelse med god markedsføringsskik gør erhvervsmæssig brug af 1) eget navn og egen adresse, 2) angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens art,

beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen, eller

3) varemærket, når dette er nødvendigt for at angive an- vendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.

Konsumption

§ 6. Indehaveren af en varemærkeret kan ikke forbyde brugen af mærket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsført inden for De Europæ- iske Fællesskaber under dette mærke.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren har rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor disses tilstand er ændret eller forringet, efter at de er markedsført.

Kolliderende rettigheder

§ 7. Kræver to eller flere hver for sig varemærkeret til samme eller lignende kendetegn, har den først opståede ret fortrin, medmindre andet følger af de nedenfor anførte be- stemmelser. En registreret ret anses for opstået på den dag, hvor ansøgningen indleveres, jf. § 12, eller på den dag, fra hvilken der begæres prioritet efter reglerne i §§18 eller 19.

§ 8. En yngre ret til et registreret varemærke kan bestå ved siden af en ældre ret til et dermed forveksleligt vare- mærke, hvis ansøgningen er indgivet i god tro, og indehave- ren af den ældre ret har været bekendt med og tålt brugen her i landet af den yngre ret i 5 på hinanden følgende år.

§ 9. En yngre ret til et varemærke kan også bestå ved siden af en ældre ret til et dermed forveksleligt varemærke, hvis indehaveren af den ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt for at hindre brugen af det yngre varemærke.

§ 10. I de i §§ 8 og 9 omhandlede tilfælde kan indehave- ren af et yngre varemærke ikke forbyde brugen af et ældre varemærke, selv om indehaveren af det ældre varemærke ik- ke længere kan gøre sin ret gældende mod det yngre vare- mærke.

Stk. 2. I de i § 9 omhandlede tilfælde kan det, hvis det fin- des rimeligt, bestemmes, at et af varemærkerne eller begge

kun må anvendes på en særlig måde, for eksempel i en vis udformning eller med tilføjelse af en stedsangivelse.

Gengivelse af et varemærke i ordbøger m.v.

§ 11. Ved udgivelse af leksika, håndbøger, lærebøger el- ler lignende skrifter af fagligt indhold skal forfatteren, udgi- veren og forlæggeren på begæring af indehaveren af et regi- streret varemærke sørge for, at dette ikke gengives uden an- givelse af, at det er et registreret varemærke.

Stk. 2. Den, der ikke opfylder sine forpligtelser efter stk. 1, skal bekoste en berigtigende bekendtgørelse på den måde, det findes rimeligt.

Kapitel 2 Registrering af varemærker

§ 12. Ansøgning om registrering af et varemærke indgi- ves til Patent- og Varemærkestyrelsen. Ansøgningen skal in- deholde en gengivelse af varemærket og oplysning om an- søgerens navn eller firma. I ansøgningen skal endvidere an- gives de varer eller tjenesteydelser, for hvilke mærket øns- kes registreret.

Stk. 2. Ansøgningen skal være affattet i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i medfør af § 48. Med ansøgningen skal følge det fastsatte gebyr.

Stk. 3. Patent- og Varemærkestyrelsen fører et varemær- keregister. Styrelsen offentliggør registreringer m.v.

Registreringshindringer

§ 13. Et varemærke skal for at kunne registreres være af den i § 2 angivne beskaffenhed, herunder have fornødent særpræg.

Stk. 2. Følgende varemærker er udelukket fra registrering: 1) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller an-

givelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne va- rens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjene- steydelsen, eller andre egenskaber ved disse.

2) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller an- givelser, som i daglig sprogbrug eller efter almindelig markedsføringsskik udgør en sædvanlig betegnelse for varen eller tjenesteydelsen.

Stk. 3. Et varemærke kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 registreres, hvis det inden ansøgningens indlevering som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg.

§ 14. Udelukket fra registrering er endvidere: 1) Varemærker, som strider mod lov, den offentlige orden

eller sædelighed. 2) Varemærker, som er egnet til at vildlede, f.eks. med

hensyn til varens eller tjenesteydelsens art, beskaffen- hed eller geografiske oprindelse.

3) Varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndigheder, og som skal afslås i medfør af artikel 6 c i Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejen- domsret, samt mærker, der omfatter tegn, emblemer og

1. marts 2016. 2 Nr. 192.

våben, som har offentlig interesse, medmindre deres re- gistrering er blevet tilladt af vedkommende myndighed.

4) Varemærker, der uhjemlet består af eller indeholder en bestanddel, der kan opfattes som et person- eller virk- somhedsnavn, hvortil en anden har lovlig adkomst, el- ler som et portræt, og der ikke derved sigtes til for længst afdøde personer, eller som uhjemlet indeholder særegent navn på eller afbildning af en andens faste ejendom.

5) Varemærker, der uhjemlet består af eller indeholder en bestanddel, der kan opfattes som særegen titel på en an- dens beskyttede litterære eller kunstneriske værk, eller som krænker en andens ophavsret til sådant værk eller ret til fotografisk billede eller en andens industrielle rettigheder.

§ 15. Et varemærke er udelukket fra registrering, hvis 1) det er identisk med et ældre varemærke, og de varer el-

ler tjenesteydelser, for hvilke mærket søges registreret, er af samme art som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre mærke er beskyttet, eller

2) der er risiko for forveksling, herunder at det antages, at der er en forbindelse med det ældre varemærke, fordi det yngre mærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art.

Stk. 2. Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås 1) mærker af følgende kategorier, hvis ansøgningsdato

ligger før varemærkets ansøgningsdato, eventuelt under hensyntagen til den fortrinsret, der gøres gældende til støtte for disse mærker: a) EF-varemærker, b) varemærker, der er registreret her i landet, eller c) varemærker, som er genstand for en international

registrering med virkning her i landet, 2) EF-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse med

forordningen om EF-varemærker påberåbes anciennitet i forhold til et af de i nr. 1, litra b, og c omhandlede mærker, også selv om der er givet afkald på det, eller det er bortfaldet,

3) ansøgninger af de under nr. 1 og 2 omhandlede mærker med forbehold af deres registrering, eller

4) varemærker, som på tidspunktet for ansøgningen, even- tuelt tidspunktet for den fortrinsret, der gøres gældende til støtte for ansøgningen, er »vitterlig kendt« her i lan- det i den i artikel 6 b i Pariserkonventionen angivne be- tydning.

Stk. 3. Et varemærke er også udelukket fra registrering, hvis 1) det er identisk med eller ligner et ældre EF-varemærke,

jf. stk. 2, og det søges registreret for varer eller tjene- steydelser af en anden art end dem, for hvilke det ældre EF-varemærke er registreret, når det ældre EF-vare- mærke er velkendt i Den Europæiske Union, og brugen af det yngre varemærke vil medføre en utilbørlig ud- nyttelse af det ældre EF-varemærkes særpræg eller re- nommé eller en sådan brug ville skade dette særpræg eller renommé,

2) det er identisk med eller ligner et »vitterlig kendt« va- remærke, jf. stk. 2, nr. 4, og det søges registreret for va- rer eller tjenesteydelser af en anden art end dem, for hvilke det ældre varemærke er vitterlig kendt, når bru- gen af det yngre varemærke kan føre til, at det antages, at der er en forbindelse mellem mærkerne, og at brugen vil medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre vare- mærkes særpræg eller renommé, eller en sådan brug ville skade dette særpræg eller renommé, eller

3) det er identisk med eller kun adskiller sig uvæsentligt fra et varemærke, som på tidspunktet for ansøgningen, eventuelt tidspunktet for den fortrinsret, der gøres gæl- dende til støtte for ansøgningen, er taget i brug i udlan- det og stadig anvendes dér for varer eller tjenesteydel- ser af samme eller lignende art som dem, det yngre mærke søges registreret for, og ansøgeren på ansøg- ningstidspunktet havde eller burde have haft kendskab til det udenlandske mærke.

Stk. 4. Et varemærke er ligeledes udelukket fra registre- ring, hvis 1) varemærket er identisk med eller ligner et ældre dansk

varemærke efter stk. 2, og det søges registreret for va- rer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvil- ke det ældre varemærke er registreret, når det ældre va- remærke er velkendt her i landet, og brugen af det yng- re varemærke ville medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller så- dan brug ville skade dette særpræg eller renommé, eller

2) der ved brug her i landet er erhvervet ret til et identisk eller forveksleligt varemærke eller til et andet i er- hvervsvirksomhed anvendt identisk eller forveksleligt tegn før tidspunktet for ansøgningen af det yngre vare- mærke eller eventuelt tidspunktet for den fortrinsret, der gøres gældende til støtte for ansøgningen af det yngre varemærke, hvis indehaveren af den ældre ret kan forbyde brugen af det yngre mærke.

Stk. 5. Et varemærke er ikke udelukket fra registrering ef- ter reglerne i stk. 1-4, når indehaveren af det ældre varemær- ke eller andre ældre rettigheder giver sit samtykke til regi- streringen af det yngre mærke.

Disclaimere

§ 16. En varemærkeret, der er opnået ved registrering, omfatter ikke sådanne dele af varemærket, som ikke særskilt kan registreres.

Stk. 2. Indeholder et varemærke sådanne bestanddele, og er der særlig anledning til at antage, at varemærkets registre- ring kan medføre tvivl med hensyn til varemærkerettens om- fang, kan disse ved registreringen udtrykkeligt undtages fra beskyttelsen.

Stk. 3. Viser det sig senere, at dele af varemærket, som er blevet undtaget fra beskyttelsen, er blevet registrerbare, kan en ny registrering foretages af disse dele eller af selve vare- mærket uden den i stk. 2 angivne begrænsning.

1. marts 2016. 3 Nr. 192.

Vareklasser

§ 17. Varemærker registreres i én eller flere vare- eller tjenesteydelsesklasser. Erhvervs- og vækstministeren fast- sætter bestemmelser om inddelingen i klasser.

Konventionsprioritet

§ 18. Hvis en ansøgning om registrering af et varemærke indleveres her i landet senest 6 måneder efter, at den første ansøgning om registrering af varemærket er indleveret i et land, som er tilsluttet Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret, eller som er medlem af Verdenshan- delsorganisationen (WTO), vil ansøgningen på begæring få prioritet fra den første indleveringsdato. Prioriteten indebæ- rer, at ansøgningen i forhold til senere indtrufne omstændig- heder, såsom andres ansøgninger eller andres brug af mær- ket, skal anses som indleveret samtidig med ansøgningens indlevering i den fremmede stat.

Stk. 2. Stk. 1 finder, under forudsætning af gensidighed, tilsvarende anvendelse for varemærker, der første gang er ansøgt i et land, der ikke er tilsluttet Pariserkonventionen el- ler er medlem af Verdenshandelsorganisationen.

Udstillingsprioritet

§ 19. Hvis en ansøgning om registrering af et varemærke indleveres her i landet senest 6 måneder efter, at mærket for første gang er anvendt for varer udstillet på en officiel eller officielt anerkendt international udstilling, vil ansøgningen på begæring få prioritet fra denne dato. Prioriteten indebæ- rer, at ansøgningen i forhold til senere indtrufne omstændig- heder, såsom andres ansøgninger om eller andres benyttelse af mærket, skal anses som indleveret samtidig med dets an- vendelse på udstillingen. Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i Konventionen angående interna- tionale udstillinger af 22. november 1928 med senere revisi- oner.

Behandling af ansøgninger

§ 20. Er ansøgningen ikke i overensstemmelse med loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven, eller finder Pa- tent- og Varemærkestyrelsen, at der i øvrigt er noget til hin- der for at godkende ansøgningen, giver styrelsen ansøgeren meddelelse herom og fastsætter en frist for ansøgeren til at udtale sig.

Stk. 2. Ved fristens udløb tager styrelsen stilling til ansøg- ningen, medmindre ansøgeren får adgang til at udtale sig på ny.

Påstand om ret til et varemærke

§ 21. Påstår nogen at have ret til et ansøgt eller registreret varemærke, kan Patent- og Varemærkestyrelsen, hvis man finder spørgsmålet tvivlsomt, opfordre den pågældende til inden en nærmere angiven frist at anlægge retssag herom. Efterkommes opfordringen ikke, kan påstanden lades ude af betragtning. Underretning herom skal gives i opfordringen.

Stk. 2. Er der anlagt sag om retten til et varemærke, kan Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af sagen stilles i bero, indtil retssagen er endeligt afgjort.

Registrering

§ 22. Når ansøgningen er godkendt, registreres varemær- ket, og registreringen offentliggøres.

Indsigelse

§ 23. Når registreringen er offentliggjort, er der adgang til at fremsætte indsigelse mod registreringens gyldighed. Ind- sigelsen, der skal være begrundet, skal fremsættes til Patent- og Varemærkestyrelsen inden 2 måneder fra offentliggørel- sesdatoen. Med indsigelsen skal følge et gebyr.

Stk. 2. Er indsigelse fremsat, tager styrelsen registreringen op til fornyet behandling i overensstemmelse med § 20. Under behandlingen finder reglen i § 28, stk. 5, tillige an- vendelse. Indehaveren af den registrerede ret skal underret- tes om indsigelsen og have adgang til at udtale sig.

Stk. 3. Opretholdes registreringen, skal dette meddeles den, der har gjort indsigelse, og rettighedsindehaveren.

Stk. 4. Ophæves registreringen helt eller delvis, offentlig- gøres afgørelsen herom, når den er blevet endelig.

Mærkeændring

§ 24. Efter anmodning fra indehaveren kan der foretages uvæsentlige ændringer af et registreret varemærke, hvis hel- hedsindtrykket af varemærket ikke påvirkes af ændringen.

Stk. 2. Ændringer af registrerede varemærker indføres i registret og offentliggøres.

Stk. 3. Endvidere kan der efter anmodning fra indehave- ren foretages uvæsentlige ændringer af et ansøgt varemærke.

Brugspligt

§ 25. Har indehaveren af et registreret varemærke ikke in- den 5 år fra registreringsprocedurens afslutning gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer eller tjeneste- ydelser, for hvilke det er registreret, eller har brugen været ophørt uden afbrydelser i 5 år, kan registreringen ophæves, jf. § 28, medmindre der foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.

Stk. 2. Følgende betragtes ligeledes som brug i henhold til stk. 1: 1) Brug af varemærket i en form, der ikke væsentligt afvi-

ger fra den form, hvori det er registreret. 2) Anbringelse af varemærket her i landet på varer eller

deres emballage udelukkende med eksport for øje. Stk. 3. Brug af et varemærke, der finder sted med indeha-

verens samtykke, ligestilles med indehaverens brug af vare- mærket.

Registreringens varighed

§ 26. Den varemærkeret, der opnås ved registreringen, gælder fra den dag, ansøgningen i henhold til § 12 er indgi- vet, og varer i 10 år fra registreringsdagen.

Stk. 2. Registreringen kan fornys for 10 år ad gangen fra udløbet af den pågældende registreringsperiode.

Fornyelse

§ 27. Ansøgningen om fornyelse sker ved indbetaling af det fastsatte gebyr til Patent- og Varemærkestyrelsen tidligst

1. marts 2016. 4 Nr. 192.

6 måneder før og senest 6 måneder efter registreringsperio- dens udløb.

Stk. 2. Findes ansøgningen i orden, indføres fornyelsen i registret.

Stk. 3. Patent- og Varemærkestyrelsen opkræver fornyel- sesgebyrer hos mærkeindehaveren eller dennes fuldmægtig, men er ikke ansvarlig for rettighedstab som følge af man- glende opkrævning.

Stk. 4. Er ansøgningen ikke i overensstemmelse med de givne forskrifter, giver Patent- og Varemærkestyrelsen med- delelse herom og fastsætter en frist for ansøgeren til at udta- le sig.

Stk. 5. Ved fristens udløb tager styrelsen stilling til ansøg- ningen, medmindre ansøgeren får adgang til at udtale sig på ny.

Kapitel 3 Registreringens ophør

§ 28. Er et varemærke registreret i strid med bestemmel- serne i denne lov, kan registreringen ophæves, jf. dog §§ 8 og 9. Er registreringshindringen manglende særpræg og lig- nende, jf. § 13, skal der ved bedømmelsen også tages hen- syn til den brug, der er sket efter registreringen, jf. § 13, stk. 3.

Stk. 2. En registrering kan ligeledes ophæves, hvis 1) varemærket ikke er brugt i overensstemmelse med §

25, 2) varemærket som følge af indehaverens virksomhed el-

ler passivitet er blevet til en almindelig betegnelse in- den for branchen for den vare eller tjenesteydelse, som varemærket er registreret for, eller

3) varemærket som følge af den brug, der af indehaveren eller med dennes samtykke gøres af varemærket for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, er egnet til at vildlede, især med hensyn til varernes el- ler tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografi- ske oprindelse.

Stk. 3. Krav om ophævelse af et varemærke efter stk. 2, nr. 1, kan ikke gøres gældende, hvis reel brug af varemærket påbegyndes eller genoptages i tiden mellem udløbet af 5- årsperioden og tidspunktet for indgivelse af begæring om ophævelse. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de sidste 3 måneder forud for indgivelse af begæring om ophævelse tages imidlertid ikke i betragtning, såfremt forbe- redelserne til påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive indgivet begæring om ophævelse.

Stk. 4. Hvis ophævelsesgrunden kun vedrører en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke mærket er registreret, skal registreringen kun ophæves for disses vedkommende.

Stk. 5. Hvis ophævelsesgrunden er et ældre kolliderende mærke, kan krav om ophævelse kun gøres gældende, hvis den, der har krævet registreringen ophævet, på den anden parts begæring kan godtgøre, at det ældre mærke har været brugt i overensstemmelse med § 25. Hvis et ældre registreret varemærke kun er blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det kun

registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne. Enhver af parterne kan til enhver tid anlægge sag mod den anden part om spørgsmål, der er rejst i sagen, hvad enten Patent- og Varemærkestyrelsen har truffet afgørelse i sagen eller ej.

Ophævelse ved dom

§ 29. Ophævelse af en registrering i henhold til § 28 sker ved dom, jf. dog § 30. Sagen anlægges mod indehaveren, og den kan anlægges af enhver, der har retlig interesse deri. Sag efter bestemmelserne i § 13 og § 14, nr. 1-3 kan også anlæg- ges af Patent- og Varemærkestyrelsen.

Administrativ ophævelse

§ 30. Efter registreringsprocedurens afslutning kan enhver over for Patent- og Varemærkestyrelsen begære en vare- mærkeregistrering ophævet, hvis betingelserne for ophævel- se i § 28 er opfyldt. Med begæringen skal følge et gebyr.

Stk. 2. Hvis en sag ved domstolene vedrørende en vare- mærkeregistrering ikke er endeligt afgjort, kan der ikke fremsættes en begæring efter stk. 1 vedrørende den pågæl- dende registrering.

Stk. 3. Rejses sag ved domstolene om en varemærkeregi- strering, inden der er truffet endelig afgørelse om en begæ- ring efter stk. 1 vedrørende registreringen, skal Patent- og Varemærkestyrelsen stille behandlingen af begæringen i be- ro, indtil sagen er endeligt afgjort, medmindre begæringen er fremsat af indehaveren af varemærkeregistreringen.

Stk. 4. Indehaveren af den registrerede ret skal underrettes om begæringen og have adgang til at udtale sig.

Stk. 5. Ophæves registreringen helt eller delvis, offentlig- gøres afgørelsen herom, når den er blevet endelig.

Stk. 6. Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse kan ind- bringes for Patentankenævnet og domstolene i overensstem- melse med § 46. Enhver af parterne kan dog til enhver tid anlægge sag mod den anden part om spørgsmål, der er rejst i sagen, hvad enten Patent- og Varemærkestyrelsen har truffet afgørelse i sagen eller ej.

§ 31. Foreligger der begrundet tvivl om, at der findes en mærkeindehaver, eller er dennes adresse ukendt, kan enhver med retlig interesse deri begære varemærket slettet af regis- tret.

Stk. 2. Inden udslettelse kan ske, skal Patent- og Vare- mærkestyrelsen anmode indehaveren om at give sig til ken- de inden en frist fastsat af Patent- og Varemærkestyrelsen. Meddelelse om frist gives ved anbefalet brev eller på lignen- de betryggende måde. Hvis indehaverens adresse ikke ken- des, meddeles fristen ved offentlig bekendtgørelse. Har in- dehaveren herefter ikke givet sig til kende, slettes varemær- ket af registret.

Annullation

§ 32. Hvis en registrering af et varemærke, en fornyelse af en varemærkeregistrering eller en notering af ændring i re- gistret er sket ved en åbenbar fejlekspedition, kan Patent- og Varemærkestyrelsen indtil 3 måneder fra registreringsdatoen

1. marts 2016. 5 Nr. 192.

eller noteringsdatoen annullere registreringen, fornyelsen el- ler noteringen.

Udslettelse

§ 33. Udslettelse af registret sker, 1) når registreringen ikke fornys, 2) når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet, 3) hvis registreringen erklæres ugyldig i medfør af § 23,

eller 4) hvis der træffes beslutning eller afsiges dom om ophæ-

velse i medfør af §§ 29, 30 eller 31.

§ 34. Af enhver dom, der vedrører en varemærkeregistre- ring eller en varemærkeansøgning, skal vedkommende dom- stol sende Patent- og Varemærkestyrelsen en udskrift.

Kapitel 4 Særlige bestemmelser om registrering af udenlandske

varemærker

Hjemlandsregistrering

§ 35. En ansøger, der ikke driver virksomhed her i landet, og som ikke er hjemmehørende i en stat, der har tiltrådt Pa- riserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret eller som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), skal dokumentere, at et tilsvarende mærke er regi- streret for den pågældende i hjemlandet for de varer eller tjenesteydelser, som ansøgningen omfatter.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan under forudsæt- ning af gensidighed bestemme, at stk. 1 ikke finder anven- delse.

§ 36. Erhvervs- og vækstministeren kan under forudsæt- ning af gensidighed bestemme, at varemærker, som ellers ikke ville kunne registreres her i landet, men som er regi- streret i en fremmed stat, kan registreres her, således som de er registreret i den fremmede stat. En sådan registrering gæl- der ikke i videre omfang end i den fremmede stat.

Fuldmægtig

§ 37. Patent- og Varemærkestyrelsen kan opfordre vare- mærkeindehaver til at udpege en i Det Europæiske Økono- miske Samarbejdsområde (EØS) bosat fuldmægtig, som på dennes vegne kan modtage søgsmål og alle forekommende meddelelser vedrørende varemærket med bindende virkning for indehaveren. Fuldmægtigens navn og adresse skal indfø- res i varemærkeregistret.

Kapitel 5 Overdragelse og licens m.v.

§ 38. Retten til et varemærke kan overdrages i eller uden forbindelse med den virksomhed, hvor det benyttes.

Stk. 2. Overdrager nogen sin virksomhed, går retten til virksomhedens varemærker over til erhververen, medmindre andet er eller må anses for at være aftalt.

§ 39. Overdragelse af retten til et registreret varemærke skal på begæring noteres i varemærkeregistret.

Stk. 2. Indtil overdragelsen er meddelt Patent- og Vare- mærkestyrelsen, anses indehaveren af varemærket at være den, der senest er noteret i registret.

Licens

§ 40. Der kan gives licens til et varemærke for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er regi- streret, samt for hele landet eller en del af dette. Licensen kan være en eksklusiv licens eller en simpel licens.

Stk. 2. Licensen skal på indehaverens eller licenstagerens begæring noteres i varemærkeregistret. Ligeledes noteres det i registret, når det senere godtgøres, at licensen er op- hørt.

Stk. 3. Indehaveren af et varemærke kan gøre de rettighe- der, der er knyttet til varemærket, gældende over for en li- censtager, der overtræder en af bestemmelserne i licensafta- len med hensyn til licensens gyldighedsperiode, den ud- formning, hvori varemærket må anvendes i henhold til regi- streringen, arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen er indrømmet, det geografiske område, inden for hvilket varerne må forsynes med varemærket, eller kvalite- ten af de af licenstageren fremstillede varer eller præsterede tjenesteydelser.

Pant og udlæg

§ 41. Er retten til et registreret varemærke blevet pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal Patent- og Varemærke- styrelsen på indehaverens, panthaverens eller rekvirentens begæring notere dette i varemærkeregistret.

Kapitel 6 Bestemmelser vedrørende retsbeskyttelsen

§ 42. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt krænker en varemærkeret, der er stiftet ved regi- strering, ved brug eller i henhold til Rådets forordning om EF-varemærker.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået forsætligt og under skær- pende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig at foreligge, hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig og åbenbart retsstridig vinding.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske perso- ner) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1, påtales af den forurettede. Overtrædelser, som omfattes af stk. 2, påta- les kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.

§ 43. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en an- dens varemærkeret, skal betale 1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen

og 2) en erstatning til den forurettede for den yderligere

skade, som overtrædelsen har medført. Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2,

skal der tages hensyn til bl.a. den forurettedes tabte fortje- neste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

1. marts 2016. 6 Nr. 192.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikkeøkono- misk skade.

Stk. 4. Er varemærkeretten stiftet ved registrering, finder reglerne i stk. 1 også anvendelse for tiden mellem ansøgnin- gens indlevering og mærkets registrering, dersom krænkeren vidste eller burde vide, at ansøgningen var indleveret.

§ 43 a. Sø- og Handelsretten er EF-varemærkedomstol i første instans, og Højesteret er EF-varemærkedomstol i an- den instans i henhold til EF-varemærkeforordningens art. 91.

§ 43 b. 3) Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EF-varemærkeforordningens art. 99, stk. 1, med- deles af byretten eller Sø- og Handelsretten.

Stk. 2. Bestemmelserne i retsplejelovens kap. 40 og 57 finder tilsvarende anvendelse.

§ 43 c. 4) Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der skal have virkning på enhver medlemsstats område, jf. EF-varemærkeforordningens art. 99, stk. 2, meddeles af Sø- og Handelsretten.

Stk. 2. Sø- og Handelsrettens afgørelser i medfør af stk. 1 kan kæres til Østre Landsret.

Stk. 3. Bestemmelserne i retsplejelovens kap. 40 og 57 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. Fogedretten yder efter anmodning Sø- og Handelsretten bistand til varetagelsen af de opgaver, der er nævnt i retsplejelovens § 641.

§ 43 d. 5) Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der både vedrører et nationalt varemærke og et EF-varemær- ke, meddeles af Sø- og Handelsretten, hvis den midlertidige afgørelse vedrørende EF-varemærket skal have virkning på enhver medlemsstats område, jf. EF-varemærkeforordnin- gens art. 99, stk. 2. § 43 c, stk. 2-3, finder tilsvarende anven- delse.

§ 44. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser af varemærkeretten kan retten efter påstand ved dom bl.a. bestemme, at en vare, som krænker en varemærkeret, skal 1) tilbagekaldes fra handelen, 2) endeligt fjernes fra handelen, 3) tilintetgøres, 4) udleveres til den forurettede eller 5) at de ulovligt anbragte varemærker skal fjernes.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber el.lign., der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende varer.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig er- statning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennem- føres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde ta- ler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

§ 44 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 43 eller 44, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal of- fentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlan- ges.

§ 45. Hvis der er givet licens til brug af et varemærke, an- ses såvel licensgiver som licenstager som påtaleberettiget i sager om krænkelse af varemærkeretten, hvis intet andet er aftalt.

Stk. 2. En licenstager, som vil anlægge sag, skal underret- te licensgiveren herom.

§ 45 a. Hvis told- og skatteforvaltningen får en formod- ning om krænkelser omfattet af § 42, kan oplysninger herom videregives til rettighedshaver.

Kapitel 7 Forskellige bestemmelser

§ 46. Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter denne lov kan indbringes for Patentankenævnet (Ankenæv- net for Patenter og Varemærker) senest 2 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Inden samme frist skal gebyr for klagebehandlingen betales. Sker dette ikke, skal klagen afvises. Indbringelse for Patentankenævnet har opsættende virkning.

Stk. 2. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 3. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Patent- og Varemærkestyrelsen, som kan påklages til ankenævnet, kan ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgø- relse foreligger. Søgsmål til prøvelse af ankenævnets afgø- relser skal anlægges inden 2 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Søgsmålet har opsættende virk- ning.

§ 47. Patent- og Varemærkestyrelsen kan efter anmodning påtage sig at løse særlige opgaver, der vedrører varemærker og varemærkeret.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om betalingen herfor samt om betalingen af gebyr for rykker- skrivelser ved for sen betaling.

Stk. 3. 6) Lov om offentlighed i forvaltningen gælder, bortset fra § 8, ikke for de opgaver, der er nævnt i stk. 1.

§ 48. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere bestemmelser om varemærkeansøgninger og deres behand- ling. Det kan herunder bestemmes, i hvilket omfang Patent- og Varemærkestyrelsen af egen drift skal påse, om betingel- serne for registrering af varemærket er til stede. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter endvidere bestemmelser om deling af ansøgninger og registreringer, om behandling af indsigelser og administrativ ophævelse, om påberåbelse af fortrinsrettigheder, jf. §§ 18 og 19, om registrering og ud- slettelse af varemærker og om ekspeditioner, underretninger, udskrifter af registret m.v.

1. marts 2016. 7 Nr. 192.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere bestemmelser om registrets indretning og førelse, om hvilke oplysninger, der kan indføres i registret, og om offentliggø- relse af registreringer m.v.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ekspeditioner, publikationer, ud- skrifter, kurser m.v.

Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter de be- stemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af Forord- ningen om EF-varemærker, herunder bestemmelser om EF- varemærkeansøgningers og -registreringers overgang til na- tionale ansøgninger, om ekspeditioner, underretninger m.v.

Stk. 5. For deling af ansøgninger og registreringer samt for underretning betales et gebyr. For behandling af sager vedrørende EF-varemærke betales et gebyr.

Stk. 6. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær- mere regler til bestemmelse af, hvilke dage, der betragtes som lukkedage for Patent- og Varemærkestyrelsen.

§ 49. Henlægger erhvervs- og vækstministeren sine befø- jelser efter loven til Patent- og Varemærkestyrelsen, kan mi- nisteren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at kla- ger ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Kapitel 8 International varemærkeregistrering

§ 50. Ved en international varemærkeregistrering forstås en registrering i henhold til den i Madrid den 14. april 1891 vedtagne overenskomst vedrørende international registrering af varemærker med senere revisioner (Madrid-Arrangemen- tet) eller i henhold til den i Madrid den 27. juni 1989 ved- tagne protokol til Madrid-Arrangementet (Protokollen).

Virkningerne af en international registrering

§ 51. Fra registreringsdatoen eller fra datoen for en efter- følgende designering har en international varemærkeregi- strering, hvori Danmark er designeret, samme retsvirkning, som hvis mærket var registreret i Danmark.

Afslag

§ 52. Patent- og Varemærkestyrelsen kan inden for den frist, der er fastsat i Madrid-Arrangementet eller Protokol- len, meddele det Internationale Bureau helt eller delvist af- slag på mærkets gyldighed i Danmark, hvis mærket ikke op- fylder registreringsbetingelserne efter denne lov, eller hvis der fremsættes indsigelse.

Bortfald og videreførelse i dansk ret

§ 53. Hvis den internationale varemærkeregistrering mi- ster sin gyldighed, bortfalder dens gyldighed ligeledes i Danmark fra tidspunktet for bortfald af den internationale registrering.

Stk. 2. Slettes den internationale registrering efter Proto- kollen efter anmodning fra den oprindelige registrerings- myndighed eller som følge af, at en kontraherende part ud- træder af Protokollen, kan indehaveren indgive en dansk va- remærkeansøgning med samme virkning, som hvis ansøg-

ningen var indleveret på indleveringsdatoen for den interna- tionale registrering eller datoen for en efterfølgende desig- nering, forudsat at 1) ansøgningen indgives senest 3 måneder efter udslettel-

sesdatoen, 2) ansøgningen ikke omfatter andre varer eller tjeneste-

ydelser end den internationale varemærkeregistrering og

3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en dansk va- remærkeansøgning, og ansøgeren betaler de foreskrev- ne gebyrer.

Forbud mod dobbeltbeskyttelse

§ 54. I de tilfælde, hvor et i Danmark registreret varemær- ke tillige på mærkeindehaverens foranledning er genstand for en international varemærkeregistrering, skal den interna- tionale varemærkeregistrering træde i stedet for den danske registrering, hvis 1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller senere, 2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den

danske registrering, også er omfattet af den internatio- nale registrering, og

3) Danmark er designeret senere end ansøgningsdatoen for den danske registrering.

Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen skal på forlangen- de notere i sit register, at der foreligger en international va- remærkeregistrering.

Ansøgning om international varemærkeregistrering på basis af ansøgning eller registrering i Danmark

§ 55. En international varemærkeansøgning kan indleve- res af danske statsborgere samt fysiske eller juridiske perso- ner, som er bosat i Danmark eller er indehavere af en regu- lær industriel eller kommerciel virksomhed i Danmark.

§ 56. Internationale varemærkeansøgninger på basis af en ansøgning eller registrering i Danmark indleveres til Patent- og Varemærkestyrelsen i overensstemmelse med de bestem- melser, der fastsættes af erhvervs- og vækstministeren, jf. § 60.

§ 57. En international ansøgning kan kun omfatte de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den danske ansøg- ning eller registrering.

§ 58. Ved indlevering af en international varemærkean- søgning kan der påberåbes prioritet i overensstemmelse med Pariserkonventionen.

Fornyelse m.v.

§ 59. Om fornyelse gælder de regler, der er fastsat i Mad- rid-Arrangementet og Protokollen.

§ 60. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i dette kapitel. Der kan herunder fastsættes særlige regler om offentliggø- relse af de internationalt registrerede varemærker, jf. § 51, og om fremsættelse af indsigelser herimod, jf. § 52.

1. marts 2016. 8 Nr. 192.

Stk. 2. For behandling af sager vedrørende international varemærkeregistrering betales et gebyr.

Kapitel 8 A Gebyrer

§ 60 a. For ansøgning om registrering af varemærke beta- les et gebyr på 2.350 kr., jf. § 12, stk. 2. Der betales endvi- dere et tillægsgebyr på 600 kr. for hver klasse i henhold til Nicearrangementet af 1957 vedrørende international klassi- ficering af varer og tjenesteydelser (Niceklassifikationen), der overstiger de første tre klasser.

Stk. 2. For en EF-varemærkeansøgnings eller -registrer- ings overgang til national ansøgning, jf. § 48, stk. 5, betales gebyrer som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. For ansøgning om dansk varemærkeregistrering på grundlag af en udslettet international varemærkeregistrering, jf. § 53, stk. 2, nr. 3, betales 1.500 kr.

Stk. 4. Gebyr for designering af Danmark i en internatio- nal varemærkeregistrering i henhold til artikel 7, stk. 1, i Protokollen af 27. juni 1989 til Madrid-Arrangementet om den internationale registrering af varemærker (»Madrid-Pro- tokollen (1989)«), opgøres som nævnt i stk. 1.

§ 60 b. For fornyelse af en varemærkeregistrering betales et gebyr på 2.350 kr., jf. § 27, stk. 1. Der betales endvidere et tillægsgebyr på 600 kr. for hver klasse i henhold til Nice- klassifikationen, der overstiger de første tre klasser.

Stk. 2. Gebyrer i henhold til stk. 1, der betales efter regi- streringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter, forhø- jes med 20 pct.

Stk. 3. Gebyr i henhold til Madridprotokollens artikel 8, stk. 7, for fornyelse af designering af Danmark i en interna- tional varemærkeregistrering fastsættes som nævnt i stk. 1.

§ 60 c. For fremsættelse af indsigelse mod en dansk eller international varemærkeregistrerings gyldighed betales 2.500 kr., jf. § 23, stk. 1, og § 60.

Stk. 2. For begæring om administrativ ophævelse af en dansk eller international varemærkeregistrering betales 2.500 kr., jf. § 30, stk. 1, og § 60.

Stk. 3. For indsigelse, jf. stk. 1, eller begæring om admini- strativ ophævelse, jf. stk. 2, der udelukkende er fremsat under henvisning til, at registreringen er sket i strid med § 14, nr. 1 eller nr. 3, betales ikke gebyr.

§ 60 d. For anmodning om deling af en varemærkeansøg- ning eller -registrering betales for hver ansøgning eller regi- strering, der ønskes udskilt, 2.000 kr., jf. § 48, stk. 5.

Stk. 2. For underretning af indehaveren af en dansk vare- mærkerettighed eller af en international varemærkerettighed med gyldighed i Danmark betales et gebyr på 1.000 kr. pr. år, jf. § 48, stk. 5.

§ 60 e. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende ansøgning om EF-varemærke betales 200 kr., jf. § 48, stk. 5.

Stk. 2. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende ansøgning om international varemærkere- gistrering betales 500 kr., jf. § 60, stk. 2.

Stk. 3. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende efterfølgende designering i internationale varemærkeregistreringer betales 300 kr., jf. § 60, stk. 2.

§ 60 f. Gebyrer indbetalt i henhold til §§ 60 a-60 e tilba- gebetales ikke, når betalingen er foretaget rettidigt.

Stk. 2. Gebyrer, der ikke er betalt i rette tid, eller som ved fristens udløb er betalt med utilstrækkeligt beløb med den følge, at betalingen ikke kan godkendes, tilbagebetales.

Stk. 3. Afviser Patent- og Varemærkestyrelsen den be- handling, der er betalt for, vil der ske tilbagebetaling af ge- byrer indbetalt i forbindelse med behandlingen.

Stk. 4. Gebyrer indbetalt i forbindelse med fremsættelse af en indsigelse mod eller begæring om ophævelse af en vare- mærkeregistrering, tilbagebetales med halvdelen af det ind- betalte beløb i de tilfælde, hvor behandlingen af begæringen om indsigelse eller ophævelse bliver suspenderet, og vare- mærkeregistreringen bliver ophævet.

§ 60 g. Gebyrerne anført i §§ 60 a-60 e er angivet i 2011- niveau.

Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan regulere belø- bene anført i §§ 60 a-60 e i overensstemmelse med den ge- nerelle pris- og lønudvikling, der anvendes på finansloven. Patent- og Varemærkestyrelsen offentliggør de gældende gebyrer i en prisliste.

Kapitel 9 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 61. Loven træder i kraft den 1. januar 1992, og samtidig ophæves varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989.

Stk. 2. (Udelades) Stk. 3. For varemærker, der er registreret før den 31. de-

cember 1991, påbegyndes 5-årsperioden efter § 25 først den 1. januar 1992.

Stk. 4. 7) Bestemmelserne i kapitel 8 sættes i kraft helt el- ler delvist ved bekendtgørelse udstedt af erhvervs- og vækst- ministeren.

§ 62. Ansøgninger, der ved lovens ikrafttræden ikke er bekendtgjort i overensstemmelse med de hidtidige bestem- melser, behandles efter bestemmelserne i denne lov.

§ 63. 8) Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 1387 af 23. december 2012 (Midlertidige afgørel- ser om forbud og påbud) indeholder følgende ikrafttrædel- ses- og overgangsbestemmelse:

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2013. Stk. 2. Loven finder anvendelse i forhold til anmodninger

om meddelelse af forbud og påbud, der indgives til retten ef- ter lovens ikrafttræden.

1. marts 2016. 9 Nr. 192.

Lov nr. 639 af 12. juni 2013 (Konsekvensændringer i ly- set af lov om offentlighed i forvaltningen og af ændringer i forvaltningsloven og retsplejeloven) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 31

Loven træder i kraft den 1. januar 2014.

Erhvervs- og Vækstministeriet, den 1. marts 2016

TROELS LUND POULSEN

/ Jesper Kongstad

1. marts 2016. 10 Nr. 192.

2) Denne lovbekendtgørelse indeholder bemærkninger om ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser, der er vedtaget i folketingsåret 2012/2013. Ikrafttræ- delses- og overgangsbestemmelser for tidligere vedtagne ændringer af varemærkeloven findes i lovbekendtgørelse nr. 109 af 24. januar 2012. De nedenfor angivne ændringer som følge af lov nr. 1387 af 23. december 2012 om ændring af retsplejeloven, lov om retsafgifter, designloven, varemærkeloven, mar- kedsføringsloven og lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser og lov nr. 639 af 12. juni 2013 om ændring af forskellige lovbestemmelser om aktindsigt m.v. gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

3) § 43 b i den her anførte affattelse trådte i kraft den 1. juli 2013, jf. lov nr. 1387 af 23. december 2012. 4) § 43 c, stk. 1 og 3 i den her anførte affattelse trådte i kraft den 1. juli 2013, jf. lov nr. 1387 af 23. december 2012. 5) § 43 d i den her anførte affattelse trådte i kraft den 1. juli 2013, jf. lov nr. 1387 af 23. december 2012. 6) § 47, stk. 3 i den her anførte affattelse trådte i kraft den 1. januar 2014, jf. lov nr. 639 af 12. juni 2013. 7) Kapitel 8 trådte i kraft den 1. april 1996 ved bekendtgørelse nr. 131 af 15. marts 1996. 8) Varemærkelov nr. 341 af 6. juni 1991 blev sat i kraft for Grønland den 1. januar 1992 ved kongelig anordning nr. 856 af 16. december 1991 og for

Færøerne den 1. juni 1994 ved kongelig anordning nr. 331 af 4. maj 1994. En række senere ændringer af varemærkeloven blev sat i kraft for Grønland den 1. juli 2010 ved kongelig anordning nr. 655 af 11. juni 2010 og den 1. februar 2013 ved kongelig anordning nr. 48 af 18. januar 2013. Lovens kapitel 8 blev sat i kraft for Grønland den 11. januar 2011 ved bekendtgørelse nr. 1327 af 3. december 2010. En række senere ændringer af varemærkeloven blev sat i kraft for Færøerne den 2. maj 2015 ved kongelig anordning nr. 483 af 20. april 2015.

1. marts 2016. 11 Nr. 192.

 
開啟 PDF open_in_new
The Consolidate Trade Marks Act (Consolidate Act No. 192 of March 1, 2016)
 The Consolidated Trademark Act (Consolidated Act No. 192 of March 1, 2016)

The Ministry of Business and Growth The Patent and Trademark Office, File No. 16/00060

Consolidate Act No. 192 of 1 March 2016

The Consolidate Trade Marks Act 1)

1) This Act contains provisions implementing parts of Directive 2004/48/EC of the European Parliament and of the Council of 29 April 2004 on the enforcement of intellectual property rights (EU Official Journal 2004 No. L 195, p. 15).

Publication of the Trade Marks Act, cf. Consolidate Act No. 109 of 24 January 2012 including the amendments which follow from section 4 of Act No. 1387 of 23 December 2012 and section 30 of Act No. 639 of 12 June 2013. 2)

The amendments which follow from section 1 of Act No. 309 of 28 March 2015 to Amend the Trade Marks Act, the Designs Act, the Patents Act and the Utility Models Act (Increased efforts against counterfeiting and piracy by establishing an enforcement unit, etc.) are not included in this Consolidate Act since the date of entry into force of those amendments shall be fixed by the Minister of Business and Growth, cf. section 5(2) of Act No. 309 of 28 March 2015.

Part 1

General provisions

1.- Pursuant to the provisions of this Act persons and enterprises may obtain an exclusive right to trade marks (trade mark right). Trade marks mean distinctive signs for goods or services being used or intended to be used by a commercial enterprise.

Signs of which a trade mark may consist

2.-(1) A trade mark may consist of any sign capable of distinguishing the goods or services of one enterprise from those of other

enterprises and capable of being represented graphically, in particular (i) words and word combinations,

including slogans, personal names, company names or names of real property,

(ii) letters and numerals, (iii) pictures and designs or (iv) the shape, equipment or packaging of

the goods.

(2) A trade mark right shall not be obtained for signs which consist exclusively of either a shape which results from the nature of the goods themselves, a shape of the goods which is necessary to obtain a technical result or a shape which gives substantial value to the goods.

Establishing a trade mark right

3.-(1) A trade mark right may be established either (i) by registration of a trade mark in

accordance with the rules of this Act for the goods or services comprised by the registration or

(ii) by commencement of use of a trade mark in this country for the goods or services for which the trade mark has commenced to be used and for which it is continuously used.

2

(2) Use of a trade mark which according to its nature is excluded from registration shall not establish any trade mark right.

(3) If the trade mark is devoid of the required distinctive character at the commencement of use, the right shall only be established when and if a distinctive character is created by the use of the mark.

Contents of the trade mark right

4.-(1) The proprietor of a trade mark right shall be entitled to prohibit any person not having his consent from using any sign in the course of trade if (i) the sign is identical with the trade mark,

and the goods or services for which the sign has been put to use are identical with the goods or services for which the trade mark is protected, or

(ii) the sign is identical with or similar to the trade mark, and the goods or services are identical or similar, if there exists a likelihood of confusion including a likelihood of association with the trade mark.

(2) Irrespective of the limitation in subsection 1 to goods or services being identical or similar, the proprietor of the trade mark shall be entitled to prohibit the use of the trade mark also in relation to goods or services which are not identical or similar if the trade mark has a reputation in this country and the use would take unfair advantage of, or be detrimental to, the distinctive character or the repute of the trade mark.

(3) Use in the course of trade means in particular (i) affixing the sign to the goods or to the

packaging thereof, (ii) offering the goods for sale, putting them

on the market or stocking them for these purposes under that sign or offering or rendering services thereunder,

(iii) importing or exporting the goods under that sign or

(iv) using the sign on business papers and in advertising.

Limitation of the rights of the proprietor

5.- The proprietor of a trade mark right shall not be entitled to prohibit others from using, in the course of trade and in accordance with honest practices in industrial or commercial matters, (i) his own name and his own address, (ii) indications concerning the kind, quality,

quantity, intended purpose, value or geographical origin of the goods or services, the time of production of the goods or of rendering the services or other characteristics of the goods or services or

(iii) the trade mark where it is necessary for the indication of the intended purpose of the goods or services, in particular as accessories or spare parts.

Exhaustion

6.-(1) The proprietor of a trade mark right shall not be entitled to prohibit the use of the trade mark in relation to goods which have been put on the market within the European Communities under that trade mark by the proprietor himself or with his consent.

(2) Subsection 1 shall not apply if there are legitimate reasons for the proprietor to oppose further commercialisation of the goods, especially where the condition of the goods has been changed or impaired after they have been put on the market.

Conflicting rights

7.- If two or more parties individually claim a trade mark right to the same or similar signs, the right which has arisen first shall have priority, unless otherwise provided for in the following sections. A registered right shall be

3

deemed to have arisen on the date of filing of the application for registration, cf. section 12, or on the date from which priority is claimed pursuant to the rules of section 18 or 19.

8.- A later right to a registered trade mark may co-exist with an earlier right to a confusingly similar trade mark, provided that the application for registration was filed in good faith and that the proprietor of the earlier right has been aware of and tolerated the use in this country of the later right for a period of five successive years.

9.- A later right to a trade mark may also co- exist with an earlier right to a confusingly similar trade mark if the proprietor of the earlier right has not, within a reasonable time, taken the necessary steps to prevent the use of the later trade mark.

10.-(1) In the cases referred to in sections 8 and 9 the proprietor of a later trade mark shall not be entitled to prohibit the use of an earlier trade mark even if the proprietor of the earlier trade mark may no longer invoke his right against the later trade mark.

(2) In the cases referred to in section 9 it may, if found reasonable, be decided that one or both of the trade marks may only be used in a special manner, for example in a particular shape or with the addition of an indication of locality.

Reproduction of a trade mark in

dictionaries, etc.

11.-(1) In encyclopaedias, handbooks, textbooks or similar publications of professional nature the author, editor and publisher shall, at the request of the proprietor of a registered trade mark, ensure that the trade mark is not reproduced without an indication to the effect that it is a registered trade mark.

(2) If any party fails to comply with the provisions of subsection 1, he shall be liable to pay the costs of publishing a correcting notice in the manner found reasonable.

Part 2

Registration of trade marks

12.-(1) An application for the registration of a trade mark shall be filed with the Patent and Trademark Office. The application shall contain a reproduction of the trade mark and state the applicant's name or company. Furthermore, the goods or services in respect of which registration of the trade mark is applied for shall be stated.

(2) The application shall be drawn up in accordance with the provisions laid down pursuant to section 48. The prescribed fee shall accompany the application.

(3) The Patent and Trademark Office shall keep a Register of Trade Marks. The Office shall publish registrations, etc.

Grounds for refusal

13.-(1) For a trade mark to be registered it shall be of the nature referred to in section 2, including having a distinctive character.

(2) The following trade marks shall not be registered: (i) Trade marks which consist exclusively

of signs or indications which may serve, in trade, to designate the kind, quality, quantity, intended purpose, value or geographical origin of the goods or services, the time of production of the goods or of rendering the services or other characteristics of the goods or services.

(ii) Trade marks which consist exclusively of signs or indications which are customary in the current language or in

4

the established practices of the trade to designate the goods or services.

(3) Irrespective of the provisions of subsections 1 and 2 a trade mark may be registered if it has acquired a distinctive character prior to the filing of the application in consequence of the use which has been made thereof.

14.- Furthermore, the following shall not be registered: (i) Trade marks which are contrary to law,

public order or morality. (ii) Trade marks which are liable to deceive

the public, for instance as to the nature, quality or geographical origin of the goods or services.

(iii) Trade marks which have not been authorised by the competent authorities and which are to be refused pursuant to Article 6ter of the Paris Convention for the Protection of Industrial Property, and trade marks which include badges, emblems and escutcheons of public interest, unless the appropriate authority has given its consent to their registration.

(iv) Trade marks which without permission consist of or contain an element which may be construed as a personal name or company name to which another party has a legal title, or as a portrait, provided allusion is not made to persons long dead, or which without permission contain a distinctive name of or a picture of the real property of another party.

(v) Trade marks which without permission consist of or contain an element which may be construed as a distinctive title of the protected literary or artistic work of another party or which infringe the copyright in such a work or the right to a photograph of another party or the industrial property rights of another party.

15.-(1) A trade mark shall not be registered if (i) it is identical with an earlier trade mark,

and the goods or services in respect of which registration of the trade mark is applied for are identical with the goods or services in respect of which the earlier trade mark is protected or

(ii) there exists a likelihood of confusion, including a likelihood of association, with the earlier trade mark, because the later trade mark is identical with or similar to the earlier trade mark and the goods or services are identical or similar.

(2) For the purpose of subsection 1 earlier trade marks mean (i) trade marks of the following categories

with a date of application for registration which is earlier than the date of application for registration of the trade mark, taking account, where appropriate, of the priority claimed in respect of those trade marks: (a) Community trade marks, (b) trade marks registered in this country

or (c) trade marks registered under

international arrangements which have effect in this country,

(ii) Community trade marks for which, in accordance with the Regulation on the Community trade mark, the seniority of a trade mark referred to in paragraph (i)(b) or (c) is claimed, even if the latter trade mark has been surrendered or has lapsed,

(iii) applications for the trade marks referred to in paragraphs (i) and (ii), subject to their registration or

(iv) trade marks which, on the date of filing of the application or, where appropriate, the date of the priority claimed in respect of the application, are well known in this country, in the sense in which the words "well known" are used in Article 6bis of the Paris Convention.

5

(3) A trade mark shall, furthermore, not be registered if (i) it is identical with or similar to an earlier

Community trade mark, cf. subsection 2, and its registration is applied for in respect of goods or services which are not similar to those for which the earlier Community trade mark is registered, where the earlier Community trade mark has a reputation in the European Union and the use of the later trade mark would take unfair advantage of, or be detrimental to, the distinctive character or the repute of the earlier Community trade mark,

(ii) it is identical with or similar to a "well known" trade mark, cf. subsection 2(iv), and its registration is applied for in respect of goods or services which are not similar to those for which the earlier trade mark is well known, where the use of the later trade mark might lead to a likelihood of association between the marks and the use would take unfair advantage of, or be detrimental to, the distinctive character or the repute of the earlier trade mark or

(iii) it is identical with or only insignificantly distinct from a trade mark which, on the date of filing of the application or, where appropriate, the date of the priority claimed in respect of the application, has commenced to be used abroad and is still in use there for goods or services which are identical with or similar to those in respect of which registration of the later trade mark is applied for, and the applicant on the date of the filing of the application had, or should have had, a knowledge of the foreign trade mark.

(4) A trade mark shall, moreover, not be registered if (i) the trade mark is identical with or

similar to an earlier Danish trade mark within the meaning of subsection 2 and its registration is applied for in respect

of goods or services which are not similar to those in respect of which the earlier trade mark is registered, where the earlier trade mark has a reputation in this country and the use of the later trade mark would take unfair advantage of, or be detrimental to, the distinctive character or the repute of the earlier trade mark or

(ii) in consequence of use in this country a right has been obtained to an identical or confusingly similar trade mark or to another identical or confusingly similar sign used in the course of trade prior to the date of filing of the application for registration of the later trade mark or, where appropriate, the date of the priority claimed in respect of the application for registration of the later trade mark, if the proprietor of the earlier right may prohibit the use of the later trade mark.

(5) A trade mark shall not be excluded from registration pursuant to the provisions of subsections 1 to 4 where the proprietor of the earlier trade mark or other earlier rights consents to the registration of the later trade mark.

Disclaimers

16.-(1) A trade mark right obtained by registration shall not comprise such elements of the trade mark as cannot be registered separately.

(2) If a trade mark contains such elements, and there is special reason to assume that the registration of the trade mark may cause doubt as to the scope of the trade mark right, such elements may on registration be explicitly excepted from the protection.

(3) If elements of the trade mark which have been excepted from the protection later on appear to have become registrable, a new registration may be made of those elements or

6

of the trade mark itself without the limitation referred to in subsection 2.

Classes of goods

17.- Trade marks shall be registered in one or more classes of goods or services. The Minister of Business and Growth shall lay down provisions concerning the division into classes.

Convention priority

18.-(1) If an application for the registration of a trade mark is filed in this country not later than six months after the filing of the first application for the registration of the trade mark in a country party to the Paris Convention for the Protection of Industrial Property or member of the World Trade Organisation (WTO), the application shall on request receive priority from the first date of filing. The priority shall imply that in relation to later occurring circumstances, such as other persons’ applications for or other persons’ use of the trade mark, the application shall be considered filed at the same time as the filing of the application in the foreign state.

(2) Subject to reciprocity subsection 1 shall apply mutatis mutandis to trade marks applied for the first time in a country which is not party to the Paris Convention or member of the World Trade Organisation.

Exhibition priority

19.- If an application for the registration of a trade mark is filed in this country not later than six months after the trade mark has been used for the first time for goods displayed at an official, or officially recognised, international exhibition, the application shall on request receive priority from that date. The priority shall imply that in relation to later occurring circumstances, such as other persons’ applications for or other persons’ use of the trade mark, the application shall be

considered filed at the same time as the use of the trade mark at the exhibition. The exhibitions referred to are such exhibitions as are defined in the Convention on International Exhibitions signed on 22 November 1928, as subsequently revised.

Examination and other processing of

applications

20.-(1) If the application does not comply with this Act or with provisions laid down pursuant to this Act, or if the Patent and Trademark Office has other objections to the acceptance of the application, the Patent and Trademark Office shall notify the applicant accordingly and prescribe a time limit for the applicant to file his observations.

(2) On the expiry of the time limit the Patent and Trademark Office shall take a decision on the application, unless the applicant is invited once more to file his observations.

Claiming a right to a trade mark

21.-(1) If anybody claims to be entitled to a trade mark applied for or registered, the Patent and Trademark Office may, if it finds the question doubtful, invite him to bring it before the courts within a time limit to be specified. If the invitation is not complied with, the claim may be disregarded. Information to that effect shall be given in the invitation.

(2) If legal proceedings have been instituted concerning the right to a trade mark, the examination and other processing of the case by the Patent and Trademark Office may be suspended until a final decision has been given in the legal proceedings.

Registration

22.- When the application has been accepted, the trade mark shall be registered, and the registration shall be published.

7

Opposition

23.-(1) When the registration has been published, oppositions may be filed against the validity of the registration. The opposition, which shall state the grounds on which it is based, shall be filed with the Patent and Trademark Office within two months from the date of publication. The opposition shall be accompanied by a fee.

(2) If an opposition has been filed, the Patent and Trademark Office shall re-examine the registration in accordance with section 20. The provisions of section 28(5) shall also apply during the examination. The proprietor of the registered right shall be notified of the opposition and be given an opportunity to file his observations.

(3) If the registration is maintained, the person having filed the opposition and the proprietor of the right shall be notified thereof.

(4) If the registration is revoked entirely or partially, the decision to that effect shall be published when it has become final.

Amendment of trade marks

24.-(1) At the request of the proprietor insignificant amendments of a registered trade mark may be made, provided that the general impression of the trade mark is not affected by the amendment.

(2) Amendments of registered trade marks shall be entered in the Register and published.

(3) At the request of the proprietor insignificant amendments may also be made of a trade mark applied for.

Requirement of use

25.-(1) If, within a period of five years from the termination of the registration procedure, the proprietor of a registered trade mark has not put the trade mark to genuine use in this country in connection with the goods or services in respect of which it is registered, or if such use has been suspended during an uninterrupted period of five years, the registration may be revoked, cf. section 28, unless there are proper reasons for non-use.

(2) The following shall also constitute use within the meaning of subsection 1: (i) Use of the trade mark in a form which

does not differ significantly from the form in which it was registered.

(ii) Affixing the trade mark to goods or to the packaging thereof in this country solely for export purposes.

(3) Use of a trade mark with the consent of the proprietor shall be deemed to constitute use of the trade mark by the proprietor.

Duration of the registration

26.-(1) The trade mark right obtained by the registration shall be effective from the date of filing of the application pursuant to section 12 and shall continue to be effective for ten years from the date of registration.

(2) The registration may be renewed for further periods of ten years from the expiry of the registration period in question.

Renewal

27.-(1) The request for renewal shall be effected by payment of the prescribed fee to the Patent and Trademark Office not earlier than six months before and not later than six months after the expiry of the registration period.

(2) If the request can be accepted, the renewal shall be entered in the Register.

8

(3) The Patent and Trademark Office shall collect renewal fees from the proprietor of the trade mark or his agent, but shall not be held responsible for any loss of rights as a consequence of failure to collect.

(4) If the request does not comply with the provisions laid down, the Patent and Trademark Office shall notify the requester accordingly and prescribe a time limit for him to file his observations.

(5) On the expiry of the time limit the Patent and Trademark Office shall take a decision on the request, unless the requester is invited once more to file his observations.

Part 3

Termination of the registration

28.-(1) If a trade mark has been registered in contravention of the provisions of this Act, the registration may be revoked, cf., however, sections 8 and 9. If the ground for revocation is lack of distinctive character or the like, cf. section 13, the use which has taken place after the registration, cf. section 13(3), shall also be taken into consideration.

(2) A registration may also be revoked if (i) the trade mark has not been used in

accordance with section 25, (ii) in consequence of the activity or

inactivity of the proprietor, the trade mark has become the common name in the trade for the product or service in respect of which the trade mark is registered or

(iii) in consequence of the use made of the trade mark by the proprietor or with his consent in respect of the goods or services for which it is registered, the trade mark is liable to mislead the public, particularly as to the nature, quality or geographical origin of the goods or services.

(3) A claim for revocation of a trade mark under subsection 2(i) may not be advanced if genuine use of the trade mark is commenced or resumed in the interval between the expiry of the five-year period and the date of filing of the request for revocation. The commencement or resumption of the use within a period of three months preceding the filing of the request for revocation shall, however, be disregarded if the preparations for the commencement or resumption of the use are initiated only after the proprietor has become aware that a request for revocation may be filed.

(4) If the ground for revocation relates only to some of the goods or services for which the trade mark is registered, the registration shall only be revoked for those goods or services.

(5) If the ground for revocation is an earlier conflicting trade mark, a claim for revocation may only be advanced if the person having claimed the revocation of the registration at the request of the other party is able to prove that the earlier trade mark has been used in accordance with section 25. If an earlier registered trade mark has been used only for some of the goods or services in respect of which it is registered, it shall only be considered registered for those goods or services. Any of the parties may at any time institute proceedings against the other party with respect to matters which are brought up in the case, irrespective of the Patent and Trademark Office having made a decision on the case or not.

Revocation by a court decision

29.- Revocation of a registration under section 28 shall be effected by a court decision, cf., however, section 30. Proceedings shall be instituted against the proprietor and may be instituted by anybody with a legal interest therein. Proceedings pursuant to the provisions of section 13 and section 14(i) to

9

(iii) may also be instituted by the Patent and Trademark Office.

Administrative revocation

30.-(1) After the termination of the registration procedure any person may file a request with the Patent and Trademark Office for the revocation of a trade mark registration if the conditions of revocation in section 28 are complied with. The request shall be accompanied by a fee.

(2) If a case before the courts concerning a trade mark registration remains to be finally decided upon, a request pursuant to subsection 1 may not be filed concerning the registration in question.

(3) If proceedings concerning a trade mark registration are instituted before the courts prior to a final decision having been made on a request pursuant to subsection 1 relating to the registration, the Patent and Trademark Office shall suspend the examination of the request until the case has been finally decided upon, unless the request has been filed by the proprietor of the trade mark registration.

(4) The proprietor of the registered right shall be notified of the request and shall be given an opportunity to file his observations.

(5) If the registration is revoked entirely or partially, the decision to that effect shall be published when it has become final.

(6) The decision of the Patent and Trademark Office may be brought before the Patent Board of Appeal and the courts in accordance with section 46. However, any of the parties may at any time institute proceedings against the other party with respect to matters which are brought up in the case, irrespective of the Patent and Trademark Office having made a decision on the case or not.

31.-(1) If there is reason to doubt the existence of a proprietor of a trade mark, or if his address is unknown, any person with a legal interest therein may request that the trade mark be deleted from the Register.

(2) Prior to any deletion the Patent and Trademark Office shall request the proprietor to come forward within a time limit fixed by the Patent and Trademark Office. Notification of the time limit shall be given by registered letter or by a similar satisfactory method. If the address of the proprietor is unknown, the time limit shall be communicated by public announcement. If the proprietor thereafter has not come forward, the trade mark shall be deleted from the Register.

Cancellation

32.- If a registration of a trade mark, a renewal of a trade mark registration or an entry of an amendment in the Register has been made by an obvious mistake, the Patent and Trademark Office may within three months from the date of registration or the date of the entry cancel the registration, the renewal or the entry.

Deletion

33.- Deletion from the Register shall be made if (i) the registration is not renewed, (ii) the proprietor of the trade mark requests

deletion of the trade mark, (iii) the registration is revoked pursuant to

section 23 or (iv) a decision is made or a court decision is

given of revocation pursuant to section 29, 30 or 31.

34.- Of any court decision concerning a trade mark registration or a trade mark application an office copy shall be communicated to the Patent and Trademark Office by the court in question.

10

Part 4

Special provisions relating to the

registration of foreign trade marks

Domestic registration

35.-(1) An applicant who does not carry on business in this country and who is not a resident of a state party to the Paris Convention for the Protection of Industrial Property or member of the World Trade Organisation (WTO) shall prove that a similar trade mark is registered for him in his home country in respect of the goods or services comprised by the application.

(2) Subject to reciprocity the Minister of Business and Growth may direct that subsection 1 shall not apply.

36.- Subject to reciprocity the Minister of Business and Growth may direct that trade marks which would not otherwise be registrable in this country, but which are registered in a foreign state, may be registered in this country such as they are registered in the foreign state. Such a registration shall not extend further than in the foreign state.

Agents

37.- The Patent and Trademark Office may invite the proprietor of a trade mark to appoint an agent residing in the European Economic Area (EEA) to receive notifications of proceedings and all other notifications concerning the trade mark on his behalf with a binding effect on the proprietor. The name and address of the agent shall be entered in the Register of Trade Marks.

Part 5

Transfer and licensing, etc.

38.-(1) The right to a trade mark may be transferred in connection with or separately from the enterprise in which it is used.

(2) If anybody transfers his enterprise, the right to the trade marks of the enterprise shall pass to the transferee, unless otherwise agreed or deemed to be agreed.

39.-(1) The transfer of the right to a registered trade mark shall on request be entered in the Register of Trade Marks.

(2) Until the transfer has been communicated to the Patent and Trademark Office, the proprietor of the trade mark shall be deemed to be the latest person entered in the Register.

Licensing

40.-(1) A trade mark may be licensed for all or some of the goods or services for which it is registered and for the whole or part of the country. The licence may be exclusive or non- exclusive.

(2) At the request of the proprietor or the licensee the licence shall be entered in the Register of Trade Marks. An entry shall also be made in the Register when it is later established that the licence has terminated.

(3) The proprietor of a trade mark may invoke the rights conferred by the trade mark against a licensee who contravenes any of the stipulations in the licensing contract with regard to the duration of the licence, the form in which the trade mark may be used according to the registration, the kind of goods or services for which the licence is granted, the territory within which the trade mark may be affixed to the goods or the

11

quality of the goods manufactured or the services rendered by the licensee.

Pledging and execution

41.- If the right to a registered trade mark has been pledged, or if execution has been levied thereon, the Patent and Trademark Office shall at the request of the proprietor, the pledgee or the execution creditor enter a note to that effect in the Register of Trade Marks.

Part 6

Provisions concerning the legal protection

42.-(1) Any person who intentionally or grossly negligently infringes a trade mark right established by registration, use or pursuant to the Council Regulation on the Community trade mark shall be punished with a fine.

(2) If the infringement has been committed intentionally and under aggravating circumstances, the penalty may increase to imprisonment of up to 18 months, unless a heavier penalty is provided for by section 299b of the Penal Code. Aggravating circumstances shall in particular be considered to exist if a significant and obviously unlawful profit is intended by the infringement.

(3) Companies etc. (legal entities) may be held liable to punishment under the rules of Part 5 of the Penal Code.

(4) In the case of infringements comprised by subsection 1 proceedings shall be instituted by the injured party. In the case of infringements comprised by subsection 2 proceedings shall be instituted only at the request of the injured party, unless the institution of proceedings is required in the interests of the public.

43.-(1) Any person who intentionally or negligently infringes another person’s trade mark right shall pay (i) a reasonable compensation to the

injured party for the exploitation and (ii) damages to the injured party for the

further injury which the infringement has caused.

(2) In fixing the damages according to subsection 1(ii) inter alia the loss of profit suffered by the injured party and the illicit profit obtained by the infringer shall be taken into consideration.

(3) In cases comprised by subsection 1 an additional compensation may be fixed to the injured party for non-financial injury.

(4) If the trade mark right has been established by registration, the rules of subsection 1 shall also apply to the period between the filing of the application and the registration of the trade mark if the infringer knew or ought to know that the application had been filed.

43a.- The Maritime and Commercial Court shall be the Community trade mark court of first instance, and the Supreme Court shall be the Community trade mark court of second instance in accordance with Article 91 of the Regulation on the Community trade mark.

43b. 3)-(1) Provisional decisions on injunctions

under Article 99(1) of the Regulation on the Community trade mark shall be given by the City Court or the Maritime and Commercial Court.

(2) The provisions of Parts 40 and 57 of the Administration of Justice Act shall apply mutatis mutandis.

43c. 4)-(1) Provisional decisions on injunctions

which are to have effect within the territory of any Member State, cf. Article 99(2) of the Regulation on the Community trade mark,

12

shall be given by the Maritime and Commercial Court.

(2) The decisions of the Maritime and Commercial Court pursuant to subsection 1 may be appealed against to the Eastern High Court.

(3) Moreover, the provisions of Parts 40 and 57 of the Administration of Justice Act shall apply mutatis mutandis. The Enforcement Court shall upon request assist the Maritime and Commercial Court with respect to the performance of the functions referred to in section 641 of the Administration of Justice Act.

43d. 5)- Provisional decisions on injunctions

pertaining to a national trade mark as well as a Community trade mark shall be given by the Maritime and Commercial Court if the provisional decision pertaining to the Community trade mark is to have effect within the territory of any Member State, cf. Article 99(2) of the Regulation on the Community trade mark. Section 43c(2) and (3) shall apply mutatis mutandis.

44.-(1) For the purpose of preventing further infringements of the trade mark right the court may, when so claimed, inter alia decide that goods infringing a trade mark right shall (i) be withdrawn from the market, (ii) be removed definitively from the

market, (iii) be destroyed, (iv) be surrendered to the injured party or (v) have the illegally affixed trade marks

removed.

(2) Subsection 1 shall apply mutatis mutandis to materials, tools or the like which have primarily been used for illegal production of the infringing goods.

(3) The measures under subsection 1 shall be implemented without compensation to the infringer and shall not affect any damages to

the injured party. The measures shall be implemented at the expense of the infringer, unless special circumstances tell against it.

(4) In giving a court decision on measures under subsection 1 the court shall take into consideration the proportion between the extent of the infringement, the prescribed measures and the interests of any third party.

44a.-(1) In a court decision by which a person is held liable under section 43 or 44 the court may, if so requested, decide that the court decision in full or extracts thereof shall be published.

(2) The obligation to publish shall rest with the infringer. The publication shall be made at the expense of the infringer and in such a prominent manner as may reasonably be required.

45.-(1) If a licence has been granted for the use of a trade mark, the licenser as well as the licensee shall be considered entitled to institute proceedings in cases concerning the infringement of the trade mark right, unless otherwise agreed.

(2) A licensee who wishes to institute proceedings shall inform the licenser thereof.

45a.- If the customs and taxation authorities become suspicious of infringements comprised by section 42, information to that effect may be passed on to the proprietor of the right.

Part 7

Miscellaneous provisions

46.-(1) The decisions of the Patent and Trademark Office under this Act may be brought before the Patent Board of Appeal (Board of Appeal for Patents and Trademarks) not later than two months after

13

the date on which the party concerned was notified of the decision. The fee for examination of the appeal shall be paid within the same time limit. Failure to do so shall cause the appeal to be rejected. Filing of appeals with the Patent Board of Appeal shall have suspensive effect.

(2) The decisions of the Board of Appeal may not be brought before any higher administra- tive authority.

(3) Proceedings for the trial of decisions made by the Patent and Trademark Office which may be appealed against to the Board of Appeal may not be brought before the courts until the decision of the Board of Appeal has been given. Proceedings for the trial of the decisions of the Board of Appeal shall be instituted within two months after the date on which the party concerned was notified of the decision. The proceedings shall have suspensive effect.

47.-(1) The Patent and Trademark Office may on request undertake the performance of special tasks concerning trade marks and trade mark rights.

(2) The Minister of Business and Growth shall lay down rules governing the payment therefor and the payment of fees for reminders in the case of late payment.

(3)6) The Access to Public Administration Files Act shall, except for section 8, not apply to the tasks referred to in subsection 1.

48.-(1) The Minister of Business and Growth shall lay down specific provisions concerning trade mark applications and their examination and other processing. It may thus be prescribed to what extent the Patent and Trademark Office on its own initiative shall ensure whether the conditions of registration of the trade mark are fulfilled. The Minister of Business and Growth shall, furthermore, lay down provisions concerning the division of

applications and registrations, concerning the examination of oppositions and administrative revocation, concerning claims of priority, cf. sections 18 and 19, concerning the registration and deletion of trade marks, and concerning the handling of cases, notifications, extracts from the Register, etc.

(2) The Minister of Business and Growth shall lay down specific provisions concerning the arrangement and keeping of the Register, concerning the information which may be entered in the Register and concerning the publication of registrations, etc.

(3) The Minister of Business and Growth may lay down rules concerning the payment for special transactions, publications, transcripts, courses, etc.

(4) The Minister of Business and Growth shall lay down the provisions necessary for the application of the Regulation on the Community trade mark, including provisions concerning the conversion of Community trade mark applications and registrations to national applications and concerning the handling of cases, notifications, etc.

(5) For the division of applications and registrations and for notifications a fee shall be paid. For the examination and other processing of cases concerning Community trade marks a fee shall be paid.

(6) The Minister of Business and Growth may lay down specific rules concerning the days on which the Patent and Trademark Office shall be closed.

49.- If the Minister of Business and Growth refers his or her rights under this Act to the Patent and Trademark Office, the Minister may lay down rules concerning the right of appeal including rules to the effect that appeals may not be brought before any higher administrative authority.

14

Part 8

International trade mark registration

50.- An international trade mark registration means a registration under the Agreement adopted at Madrid on 14 April 1891 concerning the International Registration of Marks, as subsequently revised (the Madrid Agreement) or under the Protocol relating to the Madrid Agreement (the Protocol) adopted at Madrid on 27 June 1989.

Effects of an international registration

51.- From the date of registration or from the date of a subsequent designation an international trade mark registration designating Denmark shall have the same legal effect as if the trade mark had been registered in Denmark.

Refusal

52.- If the trade mark does not comply with the conditions of registration under this Act, or if an opposition is filed, the Patent and Trademark Office may, within the time limit laid down in the Madrid Agreement or the Protocol, notify the International Bureau of the entire or partial refusal of the protection of the trade mark in Denmark.

Lapse and proceeding under Danish law

53.-(1) If the international trade mark registration is invalidated, its validity shall also lapse in Denmark from the date of the lapse of the international registration.

(2) If the international registration is cancelled pursuant to the Protocol at the request of the Office of origin or in consequence of a Contracting Party denouncing the Protocol, the proprietor may file a Danish trade mark application with the same effect as if the

application had been filed on the date of filing of the application for the international registration or the date of a subsequent designation, provided that (i) the application is filed within three

months from the date of the cancellation,

(ii) the application does not comprise other goods or services than the international trade mark registration and

(iii) the application, moreover, complies with the requirements of a Danish trade mark application, and the applicant pays the prescribed fees.

Prohibition against simultaneous

protection

54.-(1) In the cases where a trade mark registered in Denmark is also, at the request of the proprietor of the trade mark, the subject of an international trade mark registration, the international trade mark registration shall replace the Danish registration, provided that (i) Denmark is designated either originally

or subsequently, (ii) the goods or services comprised by the

Danish registration are also comprised by the international registration and

(iii) Denmark is designated at a later date than the date of the application for the Danish registration.

(2) The Patent and Trademark Office shall on request enter the existence of an international trade mark registration in its Register.

Application for an international trade

mark registration on the basis of an

application or registration in Denmark

55.- An international trade mark application may be filed by Danish nationals and natural persons or legal entities having their residence in Denmark or being owners of a real and effective industrial or commercial enterprise in Denmark.

15

56.- International trade mark applications based on an application or a registration in Denmark shall be filed with the Patent and Trademark Office in accordance with the provisions laid down by the Minister of Business and Growth, cf. section 60.

57.- An international application may only comprise the goods or services comprised by the Danish application or registration.

58.- At the filing an international trade mark application priority may be claimed pursuant to the Paris Convention.

Renewal, etc.

59.- The rules laid down in the Madrid Agreement and the Protocol shall apply to renewal.

60.-(1) The Minister of Business and Growth shall lay down specific rules for the implementation of the provisions of this Part of the Act. Special rules may thus be laid down concerning the publication of the internationally registered trade marks, cf. section 51, and concerning the filing of oppositions thereagainst, cf. section 52.

(2) For the examination and other processing of cases concerning international trade mark registration a fee shall be paid.

Part 8 A

Fees

60a.-(1) For an application for the registration of a trade mark a fee of 2,350 DKK shall be paid, cf. section 12(2). Furthermore, an additional fee of 600 DKK shall be paid for each class under the Nice Agreement of 1957 Concerning the International Classification of Goods and Services (the Nice Classification) in excess of the first three classes.

(2) For the conversion of a Community trade mark application or registration to a national application, cf. section 48(5), the fees referred to in subsection 1 shall be paid.

(3) For an application for a Danish trade mark registration on the basis of a cancelled international trade mark registration a fee of 1,500 DKK shall be paid, cf. section 53(2)(iii).

(4) The fee for the designation of Denmark in an international trade mark registration under Article 7(1) of the Protocol of 27 June 1989 relating to the Madrid Agreement Concerning the International Registration of Marks (the Madrid Protocol (1989)) shall be calculated as referred to in subsection 1.

60b.-(1) For the renewal of a trade mark registration a fee of 2,350 DKK shall be paid, cf. section 27(1). Furthermore, an additional fee of 600 DKK shall be paid for each class under the Nice Classification in excess of three classes.

(2) Fees pursuant to subsection 1 paid after the expiry of the registration period and up to six months thereafter shall be increased by 20 per cent.

(3) The fee under Article 8(7) of the Madrid Protocol for the renewal of the designation of Denmark in an international trade mark registration shall be calculated as referred to in subsection 1.

60c.-(1) For the filing of an opposition against the validity of a Danish or international trade mark registration a fee of 2,500 DKK shall be paid, cf. section 23(1) and section 60.

(2) For a request for administrative revocation of a Danish or international trade mark registration a fee of 2,500 DKK shall be paid, cf. section 30(1) and section 60.

16

(3) For an opposition, cf. subsection 1, or a request for administrative revocation, cf. subsection 2, filed exclusively on the ground that the registration has been effected in contravention of section 14(i) or (iii) no fee shall be paid.

60d.-(1) For a request for the division of a trade mark application or registration a fee of 2,000 DKK shall be paid for each application or registration which is to be divided out, cf. section 48(5).

(2) For the notification of the proprietor of a Danish trade mark right or an international trade mark right with effect in Denmark an fee of 1,000 DKK shall be paid per year, cf. section 48(5).

60e.-(1) For the handling by the Patent and Trademark Office of cases concerning applications for Community trade marks a fee of 200 DKK shall be paid, f. section 48(5).

(2) For the handling by the Patent and Trademark Office of cases concerning applications for international trade mark registration a fee of 500 DKK shall be paid, cf. section 60(2).

(3) For the handling by the Patent and Trademark Office of cases concerning subsequent designation in international trade mark registrations a fee of 300 DKK shall be paid, cf. section 60(2).

60f.-(1) Fees paid pursuant to sections 60a to 60e shall not be refunded when the payment has been effected in due time.

(2) Fees not paid in due time or paid in insufficient amounts at the expiry of the time limit resulting in non-acceptance of the payment shall be refunded.

(3) If the Patent and Trademark Office rejects the examination and other processing paid for,

fees paid in connection with the examination and other processing shall be refunded.

(4) Fees paid in connection with the filing of an opposition against or a request for the revocation of a trade mark registration shall be refunded with half of the amount paid in the cases where the examination of the opposition or the request for revocation is suspended and the trade mark registration is revoked.

60g.-(1) The fees referred to in sections 60a to 60e are stated at the 2011-level.

(2) The Patent and Trademark Office may adjust the amounts stated in sections 60a to 60e in accordance with the general price and wage development used for the purposes of the Government Budget. The Patent and Trademark Office shall publish the current fees in a price list.

Part 9

Provisions as to entry into force and

transitional provisions

61.-(1) This Act shall enter into force on 1 January 1992, and at the same time the Trade Marks Act, cf. Consolidate Act No. 249 of 17 April 1989, shall be repealed.

(2) (Transitional provision, not reproduced).

(3) With respect to trade marks which are registered prior to 31 December 1991, the five-year period under section 25 shall not commence until 1 January 1992.

(4)7) The provisions of Part 8 shall be put into force in full or in part by an Order to be issued by the Minister of Business and Growth.

62.- Applications which at the entry into force of this Act have not been published in

17

accordance with the previous provisions shall be examined and processed pursuant to the provisions of this Act.

63.-8) This Act shall not apply to the Faeroe Islands and Greenland, but may by Royal Ordinance be put into force for the Faeroe Islands and Greenland with such deviations as the special Faeroese and Greenland circumstances may require.

__________

Act No. 1387 of 23 December 2012 (Provisional decisions on injunctions) contains the following provision as to entry into force and transitional provision:

Section 7

(1) This Act shall enter into force on 1 July 2013.

(2) This Act shall apply in relation to requests for the issue of injunctions which are filed with the court after the entry into force of this Act.

__________

Act No. 639 of 12 June 2013 (Consequential amendments in view of the Access to Public Administration Files Act and of amendments of the Public Administration Act and the Administration of Justice Act) contains the following provision as to entry into force:

Section 31

This Act shall enter into force on 1 January 2014.

The Ministry of Business and Growth, 1 March 2016

TROELS LUND POULSEN

/Jesper Kongstad

18

2) This Consolidate Act contains information about provisions as to entry into force and transitional provisions adopted during the sessional year 2012/2013 of the Danish Parliament (the Folketing). Provisions as to entry into force and transitional provisions for previously adopted amendments of the Trade Marks Act are laid down in Consolidate Act No. 109 of 24 January 2012. The amendments indicated below in consequence of Act No. 1387 of 23 December 2012 to Amend the Administration of Justice Act, the Court Fees Act, the Designs Act, the Trade Marks Act, the Marketing Act and the Injunctions for the Protection of Consumers’ Interests Act and Act No. 639 of 12 June 2013 to Amend various Provisions on Access to Files, etc. shall not apply to the Faeroe Islands and Greenland, but may by Royal Ordinance be put into force for the Faeroe Islands and Greenland with such deviations as the circumstances of the Faeroe Islands and Greenland may require.

3) Section 43b in the wording of this Act entered into force on 1 July 2013, cf. Act No. 1387 of 23 December 2012. 4) Section 43c(1) and (3) in the wording of this Act entered into force on 1 July 2013, cf. Act No. 1387 of 23 December 2012. 5) Section 43d in the wording of this Act entered into force on 1 July 2013, cf. Act No. 1387 of 23 December 2012. 6) Section 47(3) in the wording of this Act entered into force on 1 January 2014, cf. Act No. 639 of 12 June 2013. 7) Part 8 entered into force on 1 April 1996 by Order No. 131 of 15 March 1996. 8) The Trade Marks Act No. 341 of 6 June 1991 was put into force for Greenland on 1 January 1992 by Royal

Ordinance No. 856 of 16 December 1991 and for the Faeroe Islands on 1 June 1994 by Royal Ordinance No. 331 of 4 May 1994. A number of subsequent amendments of the Trade Marks Act were put into force for Greenland on 1 July 2010 by Royal Ordinance No. 655 of 11 June 2010 and on 1 February 2013 by Royal Ordinance No. 48 of 18 January 2013. Part 8 of this Act was put into force for Greenland on 11 January 2011 by Order No. 1327 of 3 December 2010. A number of subsequent amendments of the Trade Marks Act were put into force for the Faeroe Islands on 2 May 2015 by Royal Ordinance No. 483 of 20 April 2015.

 
開啟 PDF open_in_new
Loi codifiée sur les marques (loi codifiée n° 162 du 21 février 1997)
 DK081: Marques, Loi (Codification), 06/06/1991 (21/02/1997), n° 341 (n° 162)

Loi sur les marques*

Loi codifiée no 162 du 21 février 1997**

TABLE DES MATIÈRES***

Articles

Partie I:

Dispositions générales................................................................................................1er

Signes susceptibles de constituer une marque ............................................................. 2

Acquisition du droit à la marque.................................................................................. 3

Contenu du droit à la marque....................................................................................... 4

Limitations des droits du titulaire ................................................................................ 5

Épuisement du droit à la marque.................................................................................. 6

Conflits de droits.....................................................................................................7-10

Reproduction d’une marque dans les diction-

naires, etc. .................................................................................................................. 11

Partie II:

Enregistrement des marques ...................................................................................... 12

Motifs de refus ......................................................................................................13-15

Exclusions .................................................................................................................. 16

Classes de produits..................................................................................................... 17

Priorité conventionnelle ............................................................................................. 18

* Titre danois : Bekendtgørelse af Varemærkeloven. ** Loi no 341 du 6 juin 1991 sur les marques de produits et de services telle que modifiée par la loi no 1201 du 27 décembre 1996.* *** Entrée en vigueur (de la loi modificative) : 1er janvier 1997. *** Source : communication des autorités danoises. *** Note : traduction du Bureau international de l’OMPI. *** Ajoutée par le Bureau international de l’OMPI.

Priorité découlant d’une exposition ........................................................................... 19

Instruction des demandes ........................................................................................... 20

Revendication d’un droit à une marque ..................................................................... 21

Enregistrement ........................................................................................................... 22

Opposition.................................................................................................................. 23

Modification des marques.......................................................................................... 24

Obligation d’utiliser la marque .................................................................................. 25

Durée de l’enregistrement .......................................................................................... 26

Renouvellement ......................................................................................................... 27

Partie III:

Expiration de l’enregistrement................................................................................... 28

Déchéance par décision judiciaire.............................................................................. 29

Déchéance par décision administrative.................................................................30-31

Annulation.................................................................................................................. 32

Radiation ...............................................................................................................33-34

Partie IV:

Dispositions spéciales concernant l’enregistrement des marques étrangères Enregistrement national ........................................................................................35-36

Mandataires ................................................................................................................ 37

Partie V:

Transfert, licences, etc. .........................................................................................38-39

Licence ....................................................................................................................... 40

Mise en gage et saisie-exécution................................................................................ 41

Partie VI:

Dispositions concernant la protection légale ........................................................42-45

Partie VII:

Dispositions diverses.............................................................................................46-49

Partie VIII:

Enregistrement international des marques ................................................................. 50

Effets de l’enregistrement international ..................................................................... 51

Refus .......................................................................................................................... 52

Extinction et procédure au titre de la loi danoise....................................................... 53

Interdiction d’une double protection.......................................................................... 54

Demande d’enregistrement international d’une marque à partir d’une demande ou d’un enregistrement au Danemark ........................................................................55-58

Renouvellement, etc..............................................................................................59-60

Partie IX:

Dispositions concernant l’entrée en vigueur et dispositions transitoires ..............61-63

Partie I Dispositions générales

Art. 1er. En vertu des dispositions de la présente loi, les personnes et les entreprises peuvent obtenir un droit exclusif sur des marques (droit à la marque). On entend par marque un signe servant à distinguer les produits ou services qu’une entreprise commerciale utilise ou a l’intention d’utiliser.

Signes susceptibles de constituer une marque

Art. 2. — 1) Peuvent constituer des marques tous les signes propres à distinguer les produits ou les services d’une entreprise de ceux d’autres entreprises et susceptibles d’une représentation graphique, en particulier :

i) les mots et assemblages de mots, y compris les slogans, les noms patronymiques, les noms commerciaux ou les noms de biens immeubles;

ii) les lettres et les chiffres;

iii) les signes figuratifs ou les dessins; ou

iv) la forme, l’emballage ou le conditionnement des produits.

2) Un droit à la marque ne peut pas être acquis pour les signes constitués exclusivement par la forme imposée par le produit, par la forme du produit nécessaire à l’obtention d’un résultat technique, ou par la forme qui donne une valeur substantielle au produit.

Acquisition du droit à la marque

Art. 3. — 1) Le droit à la marque s’acquiert i) soit par l’enregistrement d’une marque conformément aux dispositions de la

présente loi pour les produits ou les services couverts par l’enregistrement,

ii) soit par suite du commencement de l’usage d’une marque au Danemark pour les produits ou les services pour lesquels la marque a commencé et continue d’être utilisée.

2) Aucun droit à la marque ne s’acquiert par l’usage d’une marque qui, par sa nature même, ne peut être enregistrée.

3) Si, au commencement de l’usage, la marque est dépourvue du caractère distinctif requis, le droit ne peut être acquis que lorsqu’un caractère distinctif sera créé par l’usage de la marque.

Contenu du droit à la marque

Art. 4 — 1) Le propriétaire d’une marque est habilité à interdire à tout tiers, en l’absence de son consentement, de faire usage, dans la vie des affaires, d’un signe si :

i) le signe est identique à la marque et que les produits ou services pour lesquels il est utilisé sont identiques aux produits ou services pour lesquels la marque est protégée, ou

ii) le signe est identique ou similaire à la marque et que les produits ou services pour lesquels il est utilisé sont identiques ou similaires à ceux pour lesquels la marque est enregistrée, lorsqu’il existe un risque de confusion, notamment d’association avec la marque.

2) Nonobstant la limitation, énoncée à l’alinéa 1), relative aux produits ou services identiques ou similaires à ceux protégés par la marque, le propriétaire de la marque est aussi habilité à interdire l’usage de la marque en relation avec des produits ou des services qui ne sont pas identiques ou similaires, lorsque la marque est notoirement connue au Danemark et que cet usage tirerait indûment profit du caractère distinctif ou de la renommée de la marque ou leur porterait préjudice.

3) L’expression «faire usage» dans la vie des affaires signifie en particulier

i) apposer le signe sur les produits ou sur leur conditionnement;

ii) offrir les produits à la vente, les mettre dans le commerce ou les détenir à cette fin, ou offrir ou fournir des services sous le signe en question;

iii) importer ou exporter les produits sous le signe en question; ou

iv) utiliser le signe dans les papiers d’affaires et la publicité.

Limitations des droits du titulaire

Art. 5. Le droit à la marque ne permet pas à son titulaire d’interdire à un tiers de faire usage dans la vie des affaires et conformément aux usages honnêtes en matière industrielle ou commerciale

i) de son nom et de son adresse;

ii) d’indications relatives à l’espèce, à la qualité, à la quantité, à la destination, à la valeur ou à la provenance géographique des produits ou des services, à l’époque de la production des produits ou de la prestation des services, ou à d’autres caractéristiques des produits ou des services; ou

iii) de la marque lorsqu’elle est nécessaire pour indiquer la destination des produits ou des services, notamment en tant qu’accessoires ou pièces détachées.

Épuisement du droit à la marque

Art. 6. — 1) Le droit à la marque ne permet pas à son titulaire d’interdire l’usage de celle-ci pour des produits qui ont été mis dans le commerce dans la Communauté européenne sous cette marque par le titulaire ou avec son consentement.

2) Les dispositions de l’alinéa 1) ne sont pas applicables si le titulaire justifie de motifs légitimes pour s’opposer à la commercialisation ultérieure des produits, notamment lorsque l’état des produits est modifié ou altéré après leur mise dans le commerce.

Conflits de droits

Art. 7. Si plusieurs parties revendiquent individuellement le droit à la marque pour des signes identiques ou similaires, le droit qui a pris naissance en premier lieu a la priorité, sauf disposition contraire dans les articles qui suivent. Un droit enregistré est réputé avoir pris naissance à la date du dépôt de la demande d’enregistrement (cf. l’article 12) ou à la date à partir de laquelle la priorité est revendiquée conformément aux dispositions de l’article 18 ou 19.

Art. 8. Un droit acquis ultérieurement sur une marque enregistrée peut coexister avec un droit antérieur sur une marque similaire au point de prêter à confusion, à condition que la demande d’enregistrement ait été déposée de bonne foi et que le titulaire du droit antérieur ait eu connaissance de l’usage au Danemark du droit acquis ultérieurement et ait toléré cet usage pendant une période de cinq années consécutives.

Art. 9. Un droit acquis ultérieurement sur une marque peut également coexister avec un droit antérieur sur une marque similaire au point de prêter à confusion si le titulaire du droit antérieur n’a pas pris, dans un délai raisonnable, les mesures nécessaires en vue d’empêcher l’usage de la marque postérieure.

Art. 10. — 1) Dans les cas visés aux articles 8 et 9, l’enregistrement d’une marque postérieure ne confère pas à son titulaire le droit de s’opposer à l’usage d’une marque antérieure, même si le titulaire de la marque antérieure ne peut plus invoquer son droit contre la marque postérieure.

2) Dans les cas visés à l’article 9, le tribunal peut ordonner, s’il l’estime raisonnable, que l’une ou l’autre marque ou les deux marques ne peuvent être utilisées que d’une manière déterminée, par exemple sous une forme particulière ou avec l’adjonction d’un nom de lieu.

Reproduction d’une marque dans les dictionnaires, etc.

Art. 11. — 1) A la demande du titulaire d’une marque enregistrée, les auteurs, rédacteurs et éditeurs d’encyclopédies, de manuels, d’ouvrages didactiques ou d’autres publications spécialisées analogues sont tenus de veiller à ce que cette marque ne soit pas reproduite dans ces publications sans être accompagnée d’une indication du fait qu’elle est enregistrée.

2) Toute partie qui ne respecte pas les dispositions de l’alinéa 1) du présent article est tenue de supporter les frais de publication d’un avis rectificatif de la manière estimée raisonnable.

Partie II Enregistrement des marques

Art. 12. — 1) La demande d’enregistrement d’une marque est déposée par écrit auprès de l’Office des brevets. Elle doit contenir une reproduction de la marque et le nom du déposant ou de sa société. En outre, elle doit indiquer les produits ou services pour lesquels l’enregistrement de la marque est demandé.

2) La demande est établie conformément aux dispositions édictées en vertu de l’article 48. Le dépôt de la demande est accompagné du paiement de la taxe prescrite.

3) L’Office des brevets tient un registre des marques. Il publie les enregistrements, etc.

Motifs de refus

Art. 13. — 1) Pour pouvoir être enregistrée, une marque doit être de la nature indiquée à l’article 2 et doit avoir un caractère distinctif.

2) Ne peuvent pas être enregistrées

i) les marques qui sont composées exclusivement de signes ou d’indications pouvant servir, dans le commerce, à désigner l’espèce, la qualité, la quantité, la destination, la valeur, la provenance géographique ou l’époque de la production des produits ou de la prestation des services ou d’autres caractéristiques des produits ou services;

ii) les marques qui sont composées exclusivement de signes ou d’indications employés habituellement pour désigner les produits ou les services dans le langage courant ou dans les habitudes constantes du commerce.

3) Nonobstant les dispositions des alinéas 1) et 2), une marque peut être enregistrée si, avant le dépôt de la demande et par suite de l’usage qui en a été fait, elle a acquis un caractère distinctif.

Art. 14. En outre, sont refusées à l’enregistrement i) les marques qui sont contraires à la loi, à l’ordre public ou aux bonnes

mœurs;

ii) les marques qui pourraient induire le public en erreur, par exemple sur la nature, la qualité ou la provenance géographique des produits ou des services;

iii) les marques qui, à défaut d’autorisation des pouvoirs compétents, sont à refuser en vertu de l’article 6ter de la Convention de Paris pour la protection de la propriété industrielle, ainsi que les marques qui comportent des badges, des emblèmes et des écussons présentant un intérêt public, à moins que leur enregistrement n’ait été autorisé par l’autorité compétente;

iv) les marques qui, sans autorisation, se composent d’un élément — ou contiennent un élément — susceptible d’être pris pour un nom patronymique ou un nom commercial sur lequel un tiers a des droits, ou le portrait d’un tiers, à moins que cet élément ne se rapporte à une personne décédée depuis longtemps, ou les marques qui, sans autorisation, contiennent un nom distinctif ou une représentation illustrée du bien immeuble d’un tiers;

v) les marques qui, sans autorisation, se composent d’un élément — ou contiennent un élément — susceptible d’être pris pour le titre distinctif de l’œuvre littéraire ou artistique protégée d’un tiers, ou qui portent atteinte au droit d’auteur d’un tiers sur cette oeuvre, au droit d’un tiers afférent à une reproduction photographique, ou aux droits de propriété industrielle d’un tiers.

Art. 15. — 1) Une marque est refusée à l’enregistrement i) si elle est identique à une marque antérieure et que les produits ou services

pour lesquels la demande d’enregistrement a été déposée sont identiques à ceux pour lesquels la marque antérieure est protégée; ou

ii) s’il existe un risque de confusion qui comprend le risque d’association avec la marque antérieure en raison de son identité ou de sa similitude avec la marque antérieure et en raison de l’identité ou de la similitude des produits ou des services.

2) Aux fins de l’alinéa 1), on entend par marques antérieures

i) les marques s’inscrivant dans les catégories énumérées ci-après, pour lesquelles la date de la demande d’enregistrement est antérieure à la date de la demande d’enregistrement de la marque, compte tenu, le cas échéant, du droit de priorité invoqué à l’appui de ces marques :

a) les marques communautaires; b) les marques enregistrées au Danemark; ou

c) les marques enregistrées en vertu d’accords internationaux et ayant effet au Danemark;

ii) les marques communautaires qui revendiquent l’ancienneté, conformément au règlement sur la marque communautaire, par rapport à une marque visée aux points i)b) et i)c), même si cette dernière marque a fait l’objet d’une renonciation ou s’est éteinte;

iii) les demandes d’enregistrement pour les marques visées aux points i) et ii), sous réserve de leur enregistrement;

iv) les marques qui, à la date de dépôt de la demande d’enregistrement de la marque, ou, le cas échéant, à la date de la priorité invoquée à l’appui de la demande d’enregistrement de la marque, sont notoirement connues au Danemark au sens de l’article 6bis de la Convention de Paris pour la protection de la propriété industrielle.

3) Une marque est également refusée à l’enregistrement

i) si elle est identique ou similaire à une marque “notoirement connue” au sens de l’alinéa 2)iv) et si elle est destinée à être enregistrée pour des produits ou si elle est identique ou similaire à une marque communautaire antérieure au sens de l’alinéa 2) et si elle est destinée à être enregistrée pour des produits ou des services qui ne sont pas similaires à ceux pour lesquels la marque communautaire antérieure est enregistrée, à condition que la marque communautaire antérieure soit notoirement connue dans l’Union européenne et que l’usage de la marque postérieure tire indûment profit du caractère distinctif ou de la renommée de la marque communautaire antérieure, ou qu’elle lui porte préjudice,

ii) si elle est identique ou similaire à une marque “notoirement connue” au sens de l’alinéa 2)iv) et si elle est destinée à être enregistrée pour des produits ou des services qui ne sont pas similaires à ceux pour lesquels la marque antérieure est notoirement connue, lorsque l’usage de la marque postérieure peut comporter un risque d’association entre les marques et qu’il tire indûment profit du caractère distinctif ou de la renommée de la marque antérieure, ou qu’il leur porte préjudice, ou

iii) si elle est identique ou très similaire à une marque qui, à la date du dépôt de la demande d’enregistrement ou, le cas échéant, à la date de priorité invoquée à l’appui de la demande d’enregistrement, a commencé d’être utilisée dans un autre pays, et y est encore utilisée, pour des produits ou services qui sont identiques ou similaires à ceux pour lesquels la marque postérieure est destinée à être enregistrée, et que le déposant avait ou aurait dû avoir, à la date du dépôt, connaissance de la marque étrangère.

4) Une marque est en outre refusée à l’enregistrement

i) si elle est identique ou similaire à une marque enregistrée antérieurement au Danemark au sens de l’alinéa 2) et que la demande d’enregistrement de cette marque a trait à des produits ou des services qui ne sont pas similaires à ceux pour lesquels la marque antérieure est enregistrée, lorsque la marque

antérieure est notoirement connue au Danemark et que l’usage de la marque postérieure tirerait indûment profit du caractère distinctif ou de la renommée de la marque antérieure ou leur porterait préjudice; ou

ii) si, par suite de l’usage au Danemark, un droit a été acquis sur une marque identique ou similaire au point de prêter à confusion ou sur un autre signe identique ou similaire au point de prêter à confusion utilisé dans la vie des affaires avant la date de la demande d’enregistrement de la marque postérieure ou, le cas échéant, avant la date de la priorité invoquée à l’appui de la demande d’enregistrement de la marque postérieure, lorsque le titulaire du droit antérieur peut interdire l’usage de la marque postérieure.

5) Une marque n’est pas refusée à l’enregistrement en vertu des dispositions des alinéas 1) à 4) lorsque le titulaire de la marque antérieure ou d’autres droits antérieurs consent à l’enregistrement de la marque postérieure.

Exclusions

Art. 16. — 1) Le droit à une marque découlant de l’enregistrement n’inclut pas les éléments de cette marque qui ne peuvent pas être enregistrés séparément.

2) Lorsqu’une marque contient des éléments de ce genre et qu’il y a un motif particulier de penser que l’enregistrement de cette marque peut causer une incertitude quant à l’étendue du droit à la marque, ces éléments peuvent être expressément exclus de la protection dans l’acte d’enregistrement.

3) Lorsqu’il apparaît par la suite qu’un élément de la marque qui a été exclu de la protection est devenu susceptible d’enregistrement, cet élément ou la marque elle-même peut faire l’objet d’un nouvel enregistrement sans la restriction visée à l’alinéa 2).

Classes de produits

Art. 17. Les marques sont enregistrées pour une ou plusieurs classes de produits ou de services. La classification est établie par le ministre du commerce et de l’industrie.

Priorité conventionnelle

Art. 18. — 1) Si une demande d’enregistrement d’une marque est déposée au Danemark dans un délai de six mois après le dépôt de la première demande d’enregistrement de la marque dans un pays partie à la Convention de Paris pour la protection de la propriété industrielle ou membre de l’Organisation mondiale du commerce (OMC), la demande est considérée, sur requête, comme prioritaire à compter de la date du premier dépôt. La priorité implique que la demande sera considérée, en relation avec des faits ou éléments postérieurs comme les demandes d’enregistrement ou l’usage de la marque par des tiers, comme déposée à la même date que la demande dans l’État étranger.

2) Sous réserve de réciprocité, l’alinéa 1) est applicable mutatis mutandis aux marques pour lesquelles une demande d’enregistrement a été déposée pour la première

fois dans un pays qui n’est pas partie à la Convention de Paris ou membre de l’Organisation mondiale du commerce.

Priorité découlant d’une exposition

Art. 19. Si une demande d’enregistrement d’une marque utilisée pour la première fois pour désigner des produits présentés à une exposition internationale officielle, ou officiellement reconnue, est déposée au Danemark dans un délai de six mois à compter de la présentation, cette demande est considérée, sur requête, comme prioritaire à compter de cette date. La priorité implique que la demande sera considérée, en relation avec des faits ou éléments postérieurs comme les demandes d’enregistrement ou l’usage de la marque par des tiers, comme déposée à la date à laquelle elle a été utilisée lors de l’exposition. Les expositions visées dans le présent article sont celles qui sont définies dans la Convention concernant les expositions internationales signée le 22 novembre 1928 et révisée ultérieurement.

Instruction des demandes

Art. 20. — 1) Si la demande n’est pas conforme à la présente loi ou aux dispositions établies en vertu de la présente loi, ou qu’il y a, de l’avis de l’Office des brevets, d’autres obstacles à l’acceptation de la demande, l’Office des brevets avise le déposant de ce fait et l’invite à présenter ses observations dans un délai déterminé.

2) A l’expiration de ce délai, l’Office des brevets rend une décision au sujet de la demande, à moins que le déposant ne soit de nouveau invité à présenter des observations.

Revendication d’un droit à une marque

Art. 21. — 1) Si un tiers revendique un droit à une marque pour laquelle une demande d’enregistrement a été déposée ou à une marque enregistrée, l’Office des brevets peut, en cas de doute à cet égard, inviter ce tiers à saisir la justice dans un délai qui doit être précisé. Lorsqu’il n’est pas donné suite à l’invitation, la revendication peut ne pas être prise en considération. Des indications dans ce sens figurent dans l’invitation.

2) Si une action en justice a été intentée en ce qui concerne le droit à une marque, l’instruction de la demande, effectuée par l’Office des brevets, peut être suspendue jusqu’à ce qu’une décision finale ait été rendue dans le cadre de l’action.

Enregistrement

Art. 22. Lorsque la demande a été acceptée, la marque est enregistrée et l’enregistrement est publié.

Opposition

Art. 23.1 — 1) Lorsque l’enregistrement a été publié, toute personne peut former opposition à la validité de l’enregistrement. L’opposition doit être adressée par écrit, avec exposé des motifs, à l’Office des brevets dans un délai de deux mois à compter de la date de la publication. Elle donne lieu au paiement d’une taxe dont le montant est fixé par le ministre du commerce et de l’industrie.

2) Si l’opposition a été formée, l’Office des brevets examine l’enregistrement conformément à l’article 20. L’article 28.5) s’applique aussi lors de l’examen. Le titulaire du droit enregistré est avisé de l’opposition et a la possibilité de présenter ses observations.

3) Si l’enregistrement est maintenu, l’opposant et le titulaire du droit en sont avisés.

4) Si l’enregistrement est déclaré nul en tout ou partie, la décision finale est publiée.

Modification des marques

Art. 24. — 1) Sur requête du titulaire d’une marque enregistrée, des modifications mineures peuvent être apportées à la marque, sous réserve que l’impression d’ensemble de la marque demeure inchangée.

2) Les modifications apportées aux marques enregistrées sont inscrites au registre et publiées.

3) Sur requête du titulaire, des modifications mineures peuvent aussi être apportées à une marque déposée.

Obligation d’utiliser la marque

Art. 25. — 1) Si, dans un délai de cinq ans à compter de la date à laquelle la procédure d’enregistrement est terminée, la marque n’a pas fait l’objet par son titulaire d’un usage sérieux au Danemark pour les produits ou les services pour lesquels elle est enregistrée, ou si un tel usage a été suspendu pendant une période ininterrompue de cinq ans, l’enregistrement peut être annulé (cf. l’article28) , sauf juste motif pour le non-usage.

2) Sont également considérés comme usage aux fins de l’alinéa 1)

i) l’usage de la marque sous une forme qui ne diffère pas sensiblement de la forme sous laquelle elle a été enregistrée;

ii) l’apposition de la marque sur les produits ou sur leur conditionnement au Danemark dans le seul but de l’exportation.

3) L’usage de la marque avec le consentement du titulaire est considéré comme usage fait par le propriétaire.

Durée de l’enregistrement

1 En vertu de l’article 1.vii) de la loi n° 1201 du 27 décembre 1996, l’article 23 s’applique aux enregistrements publiés après l’entrée en vigueur de la présente loi (N.d.l.r).

Art. 26. — 1) Les droits conférés par l’enregistrement d’une marque prennent effet à compter de la date du dépôt de la demande conformément aux dispositions de l’article 12 et continuent d’être valables pendant une période de 10 ans à compter de la date de l’enregistrement.

2) L’enregistrement peut être renouvelé par périodes de 10 ans à compter de l’expiration de la période d’enregistrement précédente.

Renouvellement

Art. 27. — 1) La demande de renouvellement est effectuée par paiement de la taxe prescrite à l’Office des brevets au plus tôt six mois avant et au plus tard six mois après l’expiration de la période d’enregistrement.

2) Si la demande est acceptée, le renouvellement est inscrit au registre.

3) L’Office des brevets perçoit les taxes de renouvellement payées par le titulaire de la marque ou par son mandataire, mais il ne peut pas être tenu pour responsable d’une perte de droits qui résulterait de la non-perception des taxes.

4) Si la demande n’est pas conforme aux dispositions prévues, l’Office des brevets avise le déposant de ce fait et lui impartit un délai pour présenter ses observations.

5) A l’expiration de ce délai, l’Office des brevets prend une décision sur la demande, à moins que le déposant ne soit de nouveau invité à présenter ses observations.

Partie III Expiration de l’enregistrement

Art. 28. — 1) Si une marque est enregistrée en violation des dispositions de la présente loi, le titulaire peut être déchu de ses droits (cf. toutefois les articles 8 et 9). Si le motif de déchéance est l’absence de caractère distinctif ou d’autres critères analogues (cf. l’article 13), l’usage qui a été fait de la marque après l’enregistrement (cf. l’article 13.3)) est également pris en considération.

2) Le titulaire peut également être déchu de ses droits si la marque

i) n’est pas utilisée conformément aux dispositions de l’article 25;

ii) est devenue, par le fait de l’activité ou de l’inactivité de son titulaire, la désignation usuelle dans le commerce du produit ou service pour lequel elle est enregistrée; ou

iii) est propre, par suite de l’usage qui en est fait par le titulaire ou avec son consentement, pour les produits ou les services pour lesquels elle est enregistrée, à induire le public en erreur, notamment sur la nature, la qualité ou la provenance géographique des produits ou des services.

3) La déchéance ne peut pas être demandée contre une marque sur la base de l’alinéa 2)i) lorsque, entre l’expiration de la période de cinq ans et la présentation de la demande en déchéance, la marque a fait l’objet d’un commencement ou d’une reprise d’usage sérieux. Cependant, le commencement ou la reprise d’usage qui a lieu dans un

délai de trois mois avant la présentation de la demande en déchéance n’est pas pris en considération lorsque les préparatifs pour le commencement ou la reprise de l’usage interviennent seulement après que le titulaire a appris que la demande en déchéance pourrait être présentée.

4) Si un motif de déchéance n’existe que pour une partie des produits ou des services pour lesquels la marque est enregistrée, la déchéance ne s’étend qu’aux produits ou aux services correspondants.

5) Si le motif de déchéance est une marque antérieure avec laquelle la marque enregistrée est en conflit, une demande en déchéance ne peut être présentée que si la personne ayant demandé la déchéance sur requête de l’autre partie peut prouver que la marque antérieure a été utilisée conformément à l’article 25. Si la marque enregistrée antérieure n’a été utilisée que pour une partie des produits ou des services pour lesquels elle est enregistrée, elle n’est considérée comme enregistrée que pour les produits ou services correspondants. L’une des parties peut à tout moment intenter une action contre l’autre pour des questions soulevées en l’espèce, que l’Office des brevets se soit prononcé ou non.

Déchéance par décision judiciaire

Art. 29. Le titulaire d’une marque est déchu de ses droits en vertu de l’article28 sur décision judiciaire. L’action est intentée contre le titulaire par toute personne justifiant d’un intérêt légitime (cf. cependant l’article30). Une action fondée sur les motifs visés aux articles 13 et 14.i), ii) et iii) peut aussi être intentée par l’Office des brevets.

Déchéance par décision administrative

Art. 30. — 1) Une fois la procédure d’enregistrement terminée, toute personne peut soumettre à l’Office des brevets une demande en déchéance de la marque à condition de remplir les conditions fixées à l’article 28. La demande donne lieu au paiement d’une taxe dont le montant est fixé par le ministre du commerce et de l’industrie.

2) Le titulaire du droit enregistré est avisé de la demande et a la possibilité de présenter ses observations.

3) Si l’enregistrement est radié en tout ou partie, la décision finale est publiée.

4) Un recours peut être formé contre la décision de l’Office des brevets auprès de la Commission des recours en matière de brevets et devant les tribunaux conformément aux dispositions de l’article 46. Cependant, l’une des parties peut à tout moment engager une action contre l’autre à l’égard de questions soulevées en l’espèce, que l’Office des brevets se soit prononcé ou non.

Art. 31.— 1) S’il y a des motifs de douter de l’existence du titulaire d’une marque ou que son adresse est inconnue, toute personne justifiant d’un intérêt légitime peut demander que la marque soit radiée du registre.

2) Avant d’effectuer toute radiation, l’Office des brevets invite le titulaire à se présenter dans un délai fixé par lui. Ce délai est notifié par lettre recommandée ou par une méthode analogue jugée satisfaisante. Si l’adresse du titulaire est inconnue, le délai

est communiqué par voie d’annonce. Si, après cela, le titulaire ne s’est pas présenté, la marque est radiée du registre.

Annulation

Art. 32. Si l’enregistrement d’une marque, le renouvellement de l’enregistrement d’une marque ou l’inscription d’une modification dans le registre a été effectué de toute évidence par erreur, l’Office des brevets peut, dans un délai de trois mois à compter de la date d’enregistrement ou de la date de l’inscription, annuler l’enregistrement, le renouvellement ou l’inscription.

Radiation

Art. 33. Une marque est radiée du registre si i) l’enregistrement n’est pas renouvelé;

ii) le titulaire de la marque demande que celle-ci soit radiée;

iii) l’enregistrement est déclaré nul conformément aux dispositions de l’article 23; ou

iv) une décision ou un jugement est rendu concernant la déchéance conformément aux dispositions des articles 29, 30 , 31 ou 37.2).

Art. 34. Le tribunal compétent adresse à l’Office des brevets des copies certifiées conformes de toute décision judiciaire concernant l’enregistrement d’une marque ou la demande d’enregistrement d’une marque.

Partie IV Dispositions spéciales concernant l’enregistrement des

marques étrangères Enregistrement national Art. 35. — 1) Le déposant d’une demande d’enregistrement qui n’exerce pas

d’activité commerciale ou industrielle au Danemark ou qui n’est pas domicilié dans un État qui est partie à la Convention de Paris pour la protection de la propriété industrielle ou membre de l’Organisation mondiale du commerce (OMC) doit prouver qu’il a obtenu l’enregistrement d’une marque similaire dans son pays d’origine pour les mêmes produits ou services que ceux pour lesquels l’enregistrement est demandé au Danemark.

2) Sous réserve de réciprocité, le ministre du commerce et de l’industrie peut décréter que les dispositions de l’alinéa 1) du présent article ne sont pas applicables.

Art. 36. Sous réserve de réciprocité, le ministre du commerce et de l’industrie peut décréter qu’une marque qui ne serait autrement pas susceptible d’enregistrement au Danemark, mais qui est enregistrée à l’étranger, peut être enregistrée au Danemark telle qu’elle l’est dans le pays étranger. La portée d’un tel enregistrement ne peut excéder celle d’un enregistrement effectué dans le pays étranger.

Mandataires

Art. 37. — 1) Le titulaire d’une marque qui n’est pas domicilié au Danemark doit constituer un mandataire domicilié dans ce pays, qui, au nom du titulaire et en engageant celui-ci, peut accepter la signification d’actes judiciaires et de tous avis et notifications concernant la marque. Les nom et adresse du mandataire doivent être inscrits au registre des marques.

2) En l’absence d’inscription d’un mandataire approprié, le titulaire de la marque doit remédier à cette omission dans un délai qui lui est imparti par l’Office des brevets. Ce délai lui est notifié par lettre recommandée ou par une méthode similaire et satisfaisante. Si l’adresse du titulaire de la marque est inconnue, le délai est communiqué par voie d’annonce. Si un mandataire n’a pas été constitué avant l’expiration dudit délai, la marque est radiée du registre.

Partie V Transfert, licences, etc.

Art. 38. — 1) Le droit à une marque peut être transféré avec ou sans l’entreprise dans laquelle cette marque est utilisée.

2) En cas de transfert d’une entreprise, les droits attachés aux marques de cette entreprise reviennent au bénéficiaire du transfert, sauf convention contraire, ou sauf si une telle convention est considérée comme existante.

Art. 39. — 1) Le transfert du droit à une marque enregistrée est, sur requête, inscrit au registre des marques.

2) Tant que le transfert n’a pas été notifié à l’Office des brevets, est considérée comme titulaire de la marque la dernière personne inscrite au registre.

Licence

Art. 40. — 1) Une marque peut faire l’objet de licences pour tout ou partie des produits ou des services pour lesquels elle est enregistrée et pour tout ou partie du pays. Les licences peuvent être exclusives ou non exclusives.

2) La licence est inscrite au registre des marques à la demande du titulaire ou du preneur de licence. Lorsqu’il est établi ultérieurement que la licence a expiré, ce fait est aussi porté au registre.

3) Le titulaire d’une marque peut invoquer les droits conférés par cette marque à l’encontre d’un preneur de licence qui enfreint l’une des clauses du contrat de licence en ce qui concerne sa durée, la forme sous laquelle la marque peut être utilisée selon l’enregistrement, la nature des produits ou des services pour lesquels la licence est concédée, l’aire géographique sur laquelle la marque peut être utilisée ou la qualité des produits fabriqués ou des services fournis par le preneur de licence.

Mise en gage et saisie-exécution

Art. 41. Si le droit à une marque enregistrée a été mis en gage ou a fait l’objet d’une saisie-exécution, l’Office des brevets peut, sur requête du titulaire, du créancier gagiste ou du créancier saisissant, mentionner ce fait dans le registre des marques.

Partie VI Dispositions concernant la protection légale

Art. 42. — 1) Toute personne qui porte intentionnellement atteinte au droit à une marque découlant de l’enregistrement ou de l’usage est passible d’une amende. En cas de circonstances aggravantes, notamment si le motif de la violation est la recherche d’un profit important et manifestement illicite, la peine peut aller jusqu’à un emprisonnement d’un an au maximum.

2) L’action fondée sur les violations visées à l’alinéa 1), première phrase, est intentée par la partie lésée. L’action fondée sur d’autres violations est intentée par l’État sur requête de la partie lésée. Les affaires sont traitées comme des actions intentées par la police. Les voies de recours prévues dans la partie LXXIII de la Loi sur l’administration de la justice concernant la perquisition peuvent être appliquées dans la même mesure que lorsqu’il s’agit d’actions intentées par le ministère public.

3) Les sociétés, etc. (personnes morales) peuvent être responsables sur le plan pénal conformément aux dispositions de la partie V du code pénal.

Art. 43. — 1) Toute personne qui porte atteinte intentionnellement ou par négligence au droit à une marque d’un tiers est tenue d’indemniser ce tiers dans une mesure raisonnable pour l’exploitation de la marque et de lui verser des dommages- intérêts pour le préjudice éventuellement causé.

2) L’auteur d’une atteinte au droit à une marque commise sans que ce soit intentionnellement ou par négligence est tenu de verser des dommages-intérêts en vertu des dispositions de l’alinéa 1) dans la mesure jugée raisonnable.

3) Si le droit à la marque découle de l’enregistrement, les dispositions contenues dans l’alinéa 1) sont également applicables entre la date du dépôt de la demande d’enregistrement et la date de l’enregistrement de la marque, si l’auteur de l’atteinte savait, ou aurait dû savoir, que la demande avait été déposée.

4) Le Tribunal maritime et commercial de Copenhague est compétent pour connaître des affaires civiles qui peuvent être soumises à l’application de la présente loi, sauf si les parties en conviennent autrement.

Art. 43a. Le Tribunal maritime et commercial de Copenhague est le tribunal de première instance pour les litiges relatifs aux marques communautaires, et la Cour suprême celui de deuxième instance, conformément à l’article 91 du règlement sur la marque communautaire.

Art. 43b. — 1) Le tribunal compétent peut rendre des ordonnances conformément à l’article 99.1) du règlement sur la marque communautaire.

2) Les dispositions de la partie LVII de la Loi sur l’administration de la justice s’appliquent mutatis mutandis.

Art. 43c. — 1) Le Tribunal maritime et commercial de Copenhague peut rendre des ordonnances ayant force obligatoire sur le territoire de tout État membre (cf. article 99.2) du règlement sur la marque communautaire).

2) Les décisions rendues par le Tribunal maritime et commercial en vertu de l’alinéa 1) sont susceptibles de recours devant la Cour d’appel.

3) Les dispositions de la partie LVII de la Loi sur l’administration de la justice s’appliquent aussi mutatis mutandis. Sur requête, le tribunal compétent fournit au Tribunal maritime et commercial une assistance juridique pour l’accomplissement des fonctions mentionnées à l’article645 de la Loi sur l’administration de la justice.

Art. 43d. Le Tribunal maritime et commercial de Copenhague peut rendre des ordonnance relatives à une marque nationale et à une marque communautaire si l’ordonnance relative à la marque communautaire produit ses effets sur le territoire de tout État membre (cf. article 99.2) du règlement sur la marque communautaire). Les alinéas 2) et 3) de l’article43c s’appliquent mutatis mutandis.

Art. 44. En cas d’atteinte au droit à une marque, le tribunal peut ordonner des mesures pour empêcher l’usage non autorisé de la marque. A cet égard, il peut notamment ordonner que les marques apposées illégalement soient enlevées des produits qui sont en la possession de la partie en cause ou qui sont d’une autre manière à sa disposition, ou, au besoin, que ces produits soient détruits ou remis à la partie lésée, avec ou sans dédommagement.

Art. 45. — 1) Si une licence a été concédée pour l’utilisation d’une marque, le donneur et le preneur de la licence sont, en cas d’atteinte au droit à la marque, et sauf convention contraire, habilités à intenter une action fondée sur cette atteinte.

2) Le preneur de la licence qui a l’intention d’intenter une action doit en informer le donneur de licence.

Partie VII Dispositions diverses

Art. 46. — 1) Un recours contre les décisions rendues par l’Office des brevets en vertu des dispositions de la présente loi peut être formé auprès de la Commission des recours en matière de brevets (Commission des recours pour la propriété industrielle) au plus tard deux mois après la notification de la décision à la partie intéressée. La taxe de recours doit être versée dans le même délai. Si le paiement n’est pas effectué, le recours est considéré comme non recevable et est rejeté. Le dépôt d’un recours auprès de la Commission des recours en matière de brevets a un effet suspensif.

2) Les décisions rendues par la Commission des recours en matière de brevets ne peuvent pas faire l’objet d’un recours auprès d’une autorité administrative supérieure.

3) Un recours peut être formé contre les décisions de l’Office des brevets auprès de la Commission des recours en matière de brevets, mais il ne peut pas être formé devant les tribunaux avant que la Commission des recours en matière de brevets ait rendu une décision. Un recours contre les décisions rendues par la Commission des recours en

matière de brevets doit être formé dans un délai de deux mois à compter de la date à laquelle la décision a été notifiée à la partie intéressée. L’action a un effet suspensif.

Art. 47. — 1) L’Office des brevets peut, sur requête, s’employer à des tâches particulières concernant les marques et les droits sur les marques.

2) Le ministre du commerce et de l’industrie édicte des règles concernant le paiement correspondant.

Art. 48. — 1) Le ministre du commerce et de l’industrie édicte des dispositions complémentaires régissant les demandes d’enregistrement de marques et leur instruction. Ces dispositions peuvent aussi indiquer dans quelle mesure l’Office des brevets peut décider d’office si les conditions d’enregistrement d’une marque sont remplies. Le ministre du commerce et de l’industrie édicte aussi des dispositions complémentaires concernant la division des demandes et des enregistrements, l’examen des oppositions et la déchéance administrative, les revendications de priorité (cf. les articles 18 et 19), l’enregistrement et la radiation des marques, ainsi que le traitement des demandes, les notifications, les extraits du registre, etc.

2) Le ministre du commerce et de l’industrie édicte aussi des dispositions complémentaires régissant l’organisation et la tenue du registre, les renseignements à consigner dans ce registre et la publication des enregistrements, etc.

3) Le ministre du commerce et de l’industrie peut prescrire les taxes afférentes à la division des demandes et des enregistrements, au traitement des demandes, aux notifications, aux extraits, etc. Il peut en outre édicter des dispositions concernant notamment le remboursement des taxes en question.

4) Le ministre du commerce et de l’industrie édicte les dispositions nécessaires à l’application du règlement sur la marque communautaire, y compris des dispositions relatives à la transformation d’une demande et d’un enregistrement de marque communautaire en une demande nationale, le traitement des demandes, les notifications, etc., ainsi que les taxes correspondantes.

5) Le ministre du commerce et de l’industrie peut aussi édicter des règles particulières concernant les jours pendant lesquels l’Office des brevets est fermé.

Art. 49. Si le ministre du commerce et de l’industrie délègue ses pouvoirs en vertu de la présente loi à l’Office des brevets, le ministre peut édicter des règles concernant le droit de recours, y compris des règles stipulant que les recours ne peuvent pas être formés auprès d’une autorité administrative supérieure.

Partie VII Enregistrement international des marques

Art. 50. On entend par enregistrement international des marques un enregistrement effectué en vertu de l’arrangement adopté à Madrid le 14 avril 1891 concernant l’enregistrement international des marques et révisé ultérieurement (Arrangement de Madrid) ou du protocole relatif à l’Arrangement de Madrid (Protocole) adopté à Madrid le 27 juin 1989.

Effets de l’enregistrement international

Art. 51. A partir de la date de l’enregistrement ou de la date d’une désignation postérieure, l’enregistrement international d’une marque désignant le Danemark a le même effet juridique que si la marque était enregistrée au Danemark.

Refus

Art. 52. L’Office des brevets peut, dans le délai fixé par l’Arrangement de Madrid ou le Protocole, notifier au Bureau international que la protection de la marque est refusée en tout ou partie au Danemark, si la marque ne satisfait pas aux conditions d’enregistrement établies par la présente loi ou si une opposition a été déposée.

Extinction et procédure au titre de la loi danoise

Art. 53. — 1) Si l’enregistrement international d’une marque est invalidé, sa validité s’éteint également au Danemark à partir de la date d’extinction de l’enregistrement international.

2) Si l’enregistrement international selon le Protocole est radié sur requête de l’office d’origine ou parce qu’une Partie contractante a dénoncé le Protocole, le titulaire peut déposer une demande d’enregistrement de la marque au Danemark qui aura le même effet que si la demande avait été déposée à la date du dépôt de la demande d’enregistrement international ou à la date d’une désignation postérieure, sous réserve :

i) que ladite demande soit déposée dans un délai de trois mois à compter de la date de radiation;

ii) que la demande ne couvre pas des produits ou des services autres que ceux couverts par la demande internationale; et

iii) que la demande réponde, en outre, aux conditions de toute demande d’enregistrement d’une marque au Danemark et que le déposant s’acquitte des taxes prescrites.

Interdiction d’une double protection

Art. 54. — 1) Dans les cas où, sur requête du titulaire de la marque, une marque enregistrée au Danemark fait aussi l’objet d’un enregistrement international, l’enregistrement international remplace l’enregistrement au Danemark si :

i) le Danemark est désigné soit à l’origine, soit postérieurement;

ii) les produits ou les services couverts par l’enregistrement au Danemark sont également couverts par l’enregistrement international; et

iii) le Danemark est désigné à une date postérieure à la date de la demande d’enregistrement au Danemark.

2) L’Office des brevets mentionne dans le registre, sur requête, l’existence d’un enregistrement international de la marque.

Demande d’enregistrement international d’une marque à partir d’une demande ou d’un enregistrement au Danemark

Art. 55. Les demandes d’enregistrement international peuvent être déposées par des citoyens danois et des personnes physiques ou morales résidant au Danemark ou possédant une entreprise industrielle ou commerciale enregistrée au Danemark.

Art. 56. Les demandes d’enregistrement international fondées sur une demande ou un enregistrement au Danemark doivent être déposées auprès de l’Office des brevets conformément aux dispositions réglementaires édictées par le ministre du commerce et de l’industrie (cf. l’article60).

Art. 57. Une demande d’enregistrement international ne couvre que les produits ou les services couverts par la demande d’enregistrement ou l’enregistrement au Danemark.

Art. 58. Lorsqu’il dépose une demande d’enregistrement international, le déposant peut revendiquer une priorité conformément à la Convention de Paris pour la protection de la propriété industrielle.

Renouvellement, etc.

Art. 59. Les règles énoncées dans l’Arrangement de Madrid et le Protocole sont applicables au renouvellement.

Art. 60. Le ministre du commerce et de l’industrie édicte des règles complémentaires pour la mise en oeuvre des dispositions de la présente partie de la loi. Des règles spéciales peuvent être édictées en ce qui concerne la publication des marques faisant l’objet d’un enregistrement international (cf. l’article51 ) et le dépôt d’oppositions à ces marques (cf. l’article 52). Le ministre du commerce et de l’industrie peut aussi édicter des règles en ce qui concerne les taxes à percevoir pour l’examen de toute affaire relative aux points précités.

Partie IX Dispositions concernant l’entrée en vigueur et dispositions

transitoires Art. 61. — 1) La présente loi entrera en vigueur le 1er janvier 1992, date à laquelle

sera abrogée la Loi codificatrice sur les marques (no 249) du 17 avril 1989.

2) (Disposition transitoire, non reproduite).

3) Pour les marques qui sont enregistrées avant le 31 décembre 1991, la période de cinq ans visée à l’article 25 ne s’entend comme telle qu’à compter du 1er janvier 1992.

4) (Disposition transitoire, non reproduite).

Art. 62. Les demandes d’enregistrement qui, à la date d’entrée en vigueur de la présente loi, n’auront pas été publiées conformément aux dispositions de la loi antérieure seront instruites conformément aux dispositions de la présente loi.

Art. 63. La présente loi n’est applicable ni aux îles Féroé ni au Groenland mais peut être appliquée par décret royal à ces territoires, assortie des modifications jugées nécessaires compte tenu des particularités des îles Féroé et du Groenland2.

(Ce texte remplace celui publié précédemment sous le même numéro de cote.)

2 Par décret royal du 16 décembre 1991, la loi sur les marques (n° 341) du 6 juin 1991 est entrée en vigueur le 1er janvier 1992 au Groenland; par décret royal du 4 mai1994, la loi sur les marques (n° 341) est entrée en vigueur le 1er juin 1994 aux Îles Féroé.


立法 取代 (5 文本) 取代 (5 文本) 被以下文本取代 (2 文本) 被以下文本取代 (2 文本)
条约 关联 (6 条记录) 关联 (6 条记录)
无可用数据。

WIPO Lex编号 DK195